Da Sommerbold på Heden blev spillet i 2019, blev det i D1-rækken til en hjemmesejr til Hammerum, som stolt kunne vise pokalen frem. På lørdag går det løs igen på banerne i Hammerum. Foto: Privatfoto

Sommerbold på Heden: Klar igen efter to års pause

Efter to års pause på grund af corona er der på lørdag igen fodboldturnering i Hammerum for 19 klubber under Parasport Danmark

HERNING Handicapfodbold har været hårdt ramt af corona - og derfor er det i den kommende weekend første gang siden oktober 2019, at der skal spilles udendørs fodboldkampe for medlemsklubberne under Parasport Danmark.

Det sker på lørdag, når Sommerbold på Heden spilles for sjette gang. Turneringen, der spilles i Hammerum, er Danmarks største fodboldstævne for børn og voksne med udviklingshandicap og generelle indlæringsvanskeligheder.

Hæder fra borgmester
Stævneansvarlig Carsten Sjørvad oplyser, at Hernings nytiltrådte borgmester, Dorthe West (V), vil gæste stævnet og overrække medaljer og pokaler.

- Det er vi enormt glade for. Det betyder meget for os, at der er politisk interesse for handicapsporten. Både vi og spillerne er stolte af, at Hernings borgmester vil bruge sin lørdag eftermiddag sammen med os, siger han i en pressemeddelelse.

På dagen vil der være kampe på otte baner fra klokken 9.45 til 17.00 - og der uddeles pokaler og medaljer i syv rækker. Der er deltagere på i alt 38 hold fra 19 klubber, der kommer fra hele Danmark. Det er en meget stor andel af landets handicapklubber og ny deltagerrekord - på trods af både spillertab under corona og på trods af, at stævnet kolliderer med mange konfirmationer.

Masser af underholdning
Arrangørerne håber, at mange tilskuere vil kigge forbi banerne i Hammerum og støtte spillerne. Og det er i sagens natur både hjemmeholdet fra Hammerum IF Specialfodbold, men også de 18 andre klubber, som blandt andre omfatter Viborg B67 og Silkeborg IF.

- Vi og de mange andre klubber glæder os ekstra meget til årets stævne, som afvikles med de nødvendige corona-tiltag med afspritning og afstand via inddeling af stævnet i to spilleområder, lyder meldingen fra arrangørerne.

Årets stævne byder også på nye tiltag med formiddagsunderholdning fra en fodboldjonglør. Desuden findes et stort område med andre sjove aktiviteter såsom bordfodbold, panna-baner, stigegolf, frisbee-golf, fodbold-stangtennis og meget andet.

Stævnet, der er inklusive frokost og en erindringsgave til alle spillere, er som altid helt gratis, så alle i målgruppen kan være med.