Det Blå Rum ved Fuglsang Sø var blandt modtagerne, da TrygFonden delte penge ud. Foto: Tom Laursen

TrygFonden giver donation til Det Blå Rum

Henrik Øster-Jørgensen 

Både Det Blå Rum og Kirkens Korshær modtager 300.000 kroner fra TrygFonden

HERNING TrygFondens regionale råd i Region Midtjylland har doneret 9.249.115 kroner til projekter, der skal skabe mere tryghed ved at fremme midtjydernes sikkerhed, sundhed og trivsel. Det Blå Rum ved Fuglsang Sø modtager 300.000 kroner.

- Jeg vil selvfølgelig gerne udtrykke stor taknemlighed. I Herning Kommune drager vi ofte nytte af generøse fonde, og det tænker jeg er fordi vi iværksætter spændende udviklingstiltag, fortæller Johs. Poulsen (R), formand for kommunens kultur- og fritidsudvalg.

- Jeg synes, det er udtryk for, at de af egen drift har øje for, hvor der sker spændende og udviklingsorienterede tiltag. Med deres bidrag kan der komme en smule krymmel på lagkagen, og vi kan gøre tingene bedre. Vi skal nu have snakket om, hvad pengene skal bruges til. Vi vil gerne have, at både donoren, kommunen og brugerne inddrages, siger han.

Også Kirkens Korshær er blevet ganske begavet.

TrygFonden har nemlig tildelt 298.847 kroner til projektet »Fællesskaber på tværs«.

- Det, synes vi, er fantastisk! Vi har søgt pengene til vores forældregrupper i Herning, Holstebro, Videbæk, Ørnhøj, Vinderup og Ulfborg, fortæller Birthe Mygind Thorup, der er leder af det sociale arbejde i Kirkens Korshær, Herning-Holstebro.

TrygFonden uddelte også en række mindre beløb her i Herning-området.

Lindbjergskolen modtog 4875 kroner, Lind Aktivitetscenter fik 6500 kroner, Red Barnet Herning 15.000 kroner og endelig er der sendt 20.000 kroner til Værestedet Huset i Herning.

TrygFonden arbejder for at forebygge ulykker tæt på danskernes hverdag. Det gælder både i forhold til de steder, hvor mennesker og vand mødes, i trafikken og i forhold til brand.