Foto: Jakob Stigsen Andersen

Tre teenagere anholdt i nat: 15-årig fører sigtet for narkokørsel i stjålet bil

HERNING Personalet på en døgninstitution kontaktede i nat politiet og fortalte, at flere beboere var kørt væk i en stjålet bil.

Den blev senere spottet ved OK tankstationen i Hårup øst for Silkeborg, og politiet fik bilen standset på Linåvej i Silkeborg.

De tre personer i bilen blev anholdt. Der er tale om tre teenagere på henholdsvis 15, 17 og 17 år.

Det var den 15-årige dreng, som var fører af bilen. Han blev sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret.

Vidner forklarede politiet, at de havde set, at der blev smidt noget ud af bilen, mens den var ved tankstationen.

Klumperne indeholdt hver 30 gram hash, og nu skal politiet finde ud af, hvem der smed hashen fra sig.

Efter endt afhøring blev de tre teenagere løsladt, oplyser politiet.