Kirsten Jacobsen - der her ses mellem Inger og Ingvar Cronhammar til en koncert i Herning Kirke - gæster Herning for at fortælle om sit venskab med den store billedhugger. Foto: Tom Laursen

Forfatter holder foredrag om Cronhammar

HERNING Forfatter Kirsten Jacobsen gæster 6. september biblioteket i Herning for at fortælle om sit venskab med den nu afdøde billedhugger Ingvar Cronhammar.

En augustdag i 2018 satte Kirsten Jacobsen sig ind Ingvar Cronhammars Audi Q5 for at køre landet rundt og besøge billedhuggerens kraftfulde kunstværker i det offentlige rum. Undervejs blev der talt om livet, om kunsten, om tro og tvivl, og om hvordan en barsk opvækst har sat aftryk på Cronhammars livssyn og kunstværker.

Det særlige roadtrip udmøntede sig i biografien »Med Gud i den ene hånd og tvivlen i den anden« om og med en af Danmarks mest prisbelønnede og anerkendte kunstnere.

Fik et nært venskab
Ingvar Cronhammar og Kirsten Jacobsen skulle oprindeligt sammen have holdt et fælles foredrag om bogen i forbindelse med litteraturfestivalen HerLitt 2020, men på grund af pandemien måtte samtalen desværre aflyses. Biblioteket besluttede at finde en ny dato i august-september 2021. Desværre gik Ingvar Cronhammar bort 20. maj 2021.

Kirsten Jacobsen, der fik et nært venskab med Cronhammar, har sagt ja til at afholde foredraget uden Ingvar Cronhammar. Hun vil fortælle om tilblivelsen af bogen, om samtalerne undervejs - og om mødet med en stor kunstner og følsomt menneske.