Poul Krebs får selskab af Dorthe Gerlach på udendørsscenen ved Heart. Foto: Flemming Hansen

Fermaten rykker ud på Heart

Et nyt samarbejde indledes 25. juni med Poul Krebs og Dorte Gerlach

BIRK Sæsonen er slut på Fermaten, men de har dog fingrene i et par koncerter mere.

Mens festivaler og koncerter aflyses på stribe, vil sommeren i Herning byde på en helt ny type musikalske oplevelser. To af byens toneangivende kulturinstitutioner, kunstmuseet Heart og Fermaten har, i lyset af coronakrisens mange udfordringer for kulturlivet, indledt et samarbejde hvor kunst og musik går op i en højere enhed.

Gerlach og Krebs
Det sker i de mest trygge rammer – på museets smukke udendørs arealer, og samarbejdet skydes i gang allerede fredag 25. juni med en udendørs intimkoncert med Poul Krebs og Dorte Gerlach.

I mere end 20 år har Dorthe Gerlach udgjort den ene halvdel af den ambitiøse duo HUSH, som er leveringsdygtige i eftertænksomt og nærværende country-pop.

Med en jordbunden og humoristisk jargon er Dorthe Gerlach en ærlig historiefortæller, som ikke er bange for at give noget af sig selv i mødet med musikken og sit publikum.

Gik nummer et
Gennem karrieren har Poul Krebs altid været leveringsdygtig i både underfundige og skæve historier, fra den rejse igennem livet, der i hans tilfælde ikke altid er gået af den lige vej.

En rejse der har gjort Poul Krebs til en af landets mest populære kunstnere – og som undervejs har udmøntet sig i albums som »Små Sensationer«, »Kosmorama«, »Forbandede Vidunderlige Tøs« og senest »Maleren og delfinerne på bugten«. Det nye udspil gik direkte ind som nummer et på listen over de mest solgte udgivelser i Danmark.

Poul Krebs har i løbet af sin lange karriere skrevet langt over 500 sange, har spillet mere end 1000 koncerter og har efterhånden udgivet 24 albums (alt iberegnet), tilsammen solgt i langt over 1 million eksemplarer.

Carpark North
Lørdag 26. juni gælder det Carpark North, der i 2003 bragede igennem med giganthittet »Transparent and Glasslike«.

Carpark North har opbygget et musikalsk univers bestående af alt fra eksplosiv stadion-rock båret af glødende guitarriffs til akustiske og melodiøse ballader.

Trioen består af Lau Højen (guitar og vokal), Søren Balsner (vokal og bas) og Morten Thorhauge (trommer).

De samme tre som dannede Carpark North for over 20 år siden. Sidenhen har de vundet utallige priser, lagt landets festivaler ned og sat ild til Royal Arena.