Foto: Henrik Ole Jensen
Efter fund af narkolager: Sælger varetægtsfængslet i fire uger
HERNING Politiet fremstillede tirsdag formiddag en 54-årig mand fra Herningområdet for salg af narkotika, og han blev varetægtsfængslet i fire uger.
Ifølge anklager Iben Ernst Bøttker var der en delvis erkendelse, men da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, kan hun ikke uddybe, hvad manden erkender, og hvad han nægter sig skyldig i.
Han kærede ikke kendelsen om fængsling.
Politiet slog til mandag, da manden, som i forvejen er kendt for salg, kom cyklende i midtbyen.
Betjentene observerede mod ham, da han stillede cyklen fra sig, og da han kom op fra en kælder og blev mødt af betjentene, forsøgte han at smide 100 gram hash fra sig.
Manden bar på en nøgle, som passede til et af rummene i kælderen. Her fandt politiet en større mængde narkotika.
Der blev fundet 321,75 gram af et pulver, som både gav udslag for brun heroin og MDMA, der også går under betegnelsen ecstasy.
Betjentene fandt også 10,88 gram amfetamin, 400 gram hash samt flere dopingmidler og salgsposer.
På den 54-åriges bopæl fandt betjentene 16 gram hash, tre papkasser med anabolske steroider samt en telefon.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.