Et besøg hos politiet afskrækkede ikke just en 28-årig herningenser. Foto: Colourbox

Betjente på uanmeldt besøg: Fandt narko og beslaglagde penge fra skyldner

HERNING Politiets flexpatrulje, der blandt andet arbejder i narkomiljøet, var torsdag formiddag på en adresse i midtbyen. Allerede uden for lejligheden traf de en 38-årig mand, der virkede nervøs ved betjentenes tilstedeværelse.

Årsagen var sandsynligvis, at han havde narkotika på sig, og betjentene beslaglagde både hash og kokain fra manden, som har ukendt adresse i Herning.

Inde i lejligheden var der tre andre personer, og de blev alle noteret i politiets sorte bog.

En 39-årig mand fra Ikast og en 32-årig kvinde fra Herning havde begge både heroin, kokain og hash på sig, og det blev de sigtet for.

Den sidste person er 40 år og fra den sydlige del af kommunen. Han skylder penge til det offentlige og fik derfor beslaglagt et beløb for at få bragt gælden ned.