Teaterkoncerten »Arbejder« er en af næste sæsons forestillinger på Team Teatret. Hør en bid til sæsonpræsentationen. Foto: Søren Hasselggaard Skaanning

Team præsenterer ny sæson

Fredag 11. juni giver teatret smagsprøver på den nye teatersæson

HERNING Team Teatret er i festhumør, for teatret er endelig åbnet igen.

Det fejrer man med lanceringen af den kommende teatersæson, som er en af de største i nyere tid.

Billetsalget til sæson 2021-2022 begynder allerede 5. juni, sammen med åbningen af Kulturfest Herning, og fredag 11. juni sætter teatret nogle flere ord, bevægelser og sange på nogle af de kommende oplevelser på teatret.

Her vil teatrets ensemble give et indblik i det arbejde, de er i gang med frem mod ungdomsforestillingen »Jeg er mig«, som teatret præsenterer til marts næste år.

Teaterleder Dorthe Bébe sætter herefter ord på et udpluk af de andre forestillinger og arrangementer, som den omfangsrige nye sæson byder på.

Man kan også få noget at vide om årskort og nogle af de andre muligheder, man har for at komme i teatret til favorable priser.

Sæsonpræsentationen slutter med et par sange fra Arbejdersangbogen. Det er nemlig denne ikoniske røde bog, der er udgangspunktet for teaterkoncerten »Arbejder«, som der er premiere på til september.

Gratis billetter bestilles på teatrets hjemmeside.