Shiva Spirit Festival ved Heart må også aflyses i år. Foto: Henrik Ole Jensen

Dansefest aflyst

BIRK Shiva Spirit Festival, der skulle have fundet sted ude ved Heart 1.-4. juli, er for andet år i træt nødt til at aflyse på grund af corona.

»Shiva Spirit-ledelsen har tænkt i alle mulige retninger, på alle mulige tænkelige måder, for at finde en løsning i år. Men vi kan ikke holde festivalen uden en teltplads. Teltpladsen, det er en af de essentielle ting ved vores begivenhed. Vi vil ganske simpelt gå på kompromis med vores vision og med kvaliteten, hvis vi holder festival under de forudsætninger, 2021 giver os. Derfor er valget gået på at udskyde endnu et år«, skriver festival-bagmand Michell Reich i en pressemeddelelse.

Han satser dog på at lave en endages-fest uden teltlejr senere på sommeren.

»Planen er at lave en hyggelig dag med god musik og sanselige oplevelser. Vi opstiller vores downbeat-scene og spiller musik i 12 timer på plænen uden for museet. Vi mangler stadigvæk en del af planlægning til dette event, samt søge tilladelser og så videre. Men vi får igen stor hjælp hele vejen rundt. Herning er virkelig et sted, hvor man kan blomstre som virksomhed, festival og menneske. Vi er meget taknemmelige«.