Henrik Dissing er Årets Spejderleder 2020 i Herning Kommune. Forleden fik han hæderen overrakt under et bævermøde hos KFUM-spejderne på Gl. Skolevej i Herning. I indstillingen nævnes blandt andet hans evne til at trække naturen ind i en by-spejdergruppe.

Får årets lederpris for at skabe naturoplevelser

Lene Sejerkilde 

Henrik Dissing - bæverleder hos KFUM-spejderne i Sct. Johannes Sogn - er Årets Spejderleder 2020

HæDER Det er en glad og stadig lidt overrasket bæverleder, Henrik Dissing, der fortæller om, hvad der driver ham i det frivillige spejderarbejde.

Forleden blev han forstyrret midt i dagens program med »sine« 5-8 årige bævere, fordi repræsentanter for Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd i Herning Kommune (BUS) har valgt ham som årets bedste leder og derfor kom forbi med både pris og taler.

I indstillingen fra lederkollegaerne bliver Henrik Dissing blandt andet fremhævet for »på sin egen rolige facon at trække byspejderne ud i naturen« og at give dem en masse naturoplevelser.

Blandt andet har Henrik Dissing sammmen med børnene sin faste gang i Knudmosen, hvor årstiderne og dyrelivet tages ind, betragtes, røres ved og smages på. Og hvor der også er både huler og høje klatretræer.

Henrik Dissings drivkraft har gennem de seneste otte år været at tilbyde bæverne oplevelser, der er med til at forme og udvikle dem. Derfor lægger han heller ikke helt stramme programmer for, hvad de skal lave, når de er sammen, for der skal være plads til at gribe en ny fascination eller vælge en anden rute.

Ud over at have været bæverleder gennem de seneste otte år arbejder Henrik Dissing også i hverdagen som pædagog med børn - dog den helt unge aldersgruppe i vuggestuealderen.

I fritiden er han også selv hyppig gæst i naturen - og har blandt andet et godt øje til guldsmede og vandnymfer i Knudmosen.