Reshoppit er en markedsplads, hvor man kan leje en stand og sælge de ejendele, man gerne vil skille sig af med. Reshoppit er netop flyttet til større lokaler på Engdahlsvej.

Ugens visit: Bæredygtighed i større omgivelser

Lene Toksvig 

Reshoppit er flyttet fra Tjørring til lokaler på Engdahlsvej, og nu står hele 900 kvadratmeter til rådighed for dem, der gerne vil sælge ud af blandt andet garderoben

VISIT Siden 2016 har det været muligt at booke en stand hos Reshoppit, hvis man gerne ville have ryddet op i sin garderobe - og gøre det med god samvittighed ved at sælge det aflagte videre. Det er stadig muligt - og faktisk nu i endnu større grad, for Reshoppit er netop flyttet fra Tjørring til Engdahlsvej i Herning.

Her råder man over 900 kvadratmeter mod de tidligere »blot« 350. Det er distriktsleder Camilla Kongshøft, der er idékvinde til Reshoppit, som siden er blevet en del af Sindico Group, som sammen med sin højre hånd, Julie Tirsbæk, har indrettet de nye lokaler.

- Vi har tænkt lidt kreativt - vi har tænkt ud af boksen, fortæller Julie Tirsbæk

- Det skulle ikke være så industriagtigt, supplerer Camilla Kongshøft.

De mange kvadratmeter har blandt andet givet mulighed for at etablere flere prøverum, så kunderne kan prøve tøjet, inden de beslutter sig for, om det skal med hjem til garderoben

- Prøverum er vigtige, når man ikke kan bytte det, man køber - så skal man lige kunne prøve det, påpeger Julie Tirsbæk.

De mange ekstra kvadratmeter betyder også, at der været gang i byggeriet af 45 ekstra stande, da der nu er plads til hele 195. Hidtil har der ofte været venteliste på at booke en stand hos Reshoppit, men med de mange nye stande er det nu blevet nemmere at efterkomme efterspørgslen - og få plads til de ventende.

- Men der udsolgt lige nu - og vi har ikke en gang haft åbningstilbud på leje af stande, siger Camilla Kongshøft.

Salg følges hjemmefra
Konceptet hos Reshoppit er, at private kan booke en stand for et vist antal uger. Standen kan fyldes med de produkter, man gerne vil tjene penge på ved. Varerne kan man registrere hjemmefra.

- Og så kommer man herind og printer labels til at sætte på varerne. Det tager sig lidt mere professionelt ud med maskinudskrevne labels med logo på, påpeger Camilla Kongshøft.

- Sælgerne kan følge med hjemmefra, hvad der bliver solgt - de behøver ikke komme herud. Så kan de komme med noget nyt, hvis der trænger til at blive fyldt op på standen, siger Julie Tirsbæk.

Det er primært tøj og sko, der bliver sat til salg - krydret med lidt brugskunst.

Flytningen til de større lokaler har betydet, at en idé er blevet vakt til live, for lidt adskilt fra det kendte koncept er etableret Little Reshoppit, hvor man kan sælge sko, tøj og legetøj til de mindste. Det blev udviklet under den første nedlukning i foråret - og tiltaget er blevet taget godt imod.

- Vi havde kunder, der gerne ville have en børnestand, og da vi lagde nyheden op, skrev folk hurtigt til os, fortæller Julie Tirsbæk.

- Det er fedt, at vi har begge dele her i Herning, konstaterer Camilla Kongshøft med tilfredshed i stemmen.

Hypet genbrug
Reshoppit i Herning var den anden af sin slags. Den første butik åbnede i Vejle i 2015, og siden er Horsens blevet plottet ind på Reshoppit-landkortet. Sidst på ugen er det så Odenses tur.

- Vi er på vej rundt i landet - og det skyldes, at bæredygtighed er total hypet. Der er fokus på det. Danmark er foran på dette, og det føles godt at være med til, fortæller Camilla Kongshøft og uddyber, at de varer, som sælgerne ikke vil have med hjem, når deres standleje udløber, doneres til gode formål.

Og nu kan herningenserne altså i højere grad bidrage til bæredygtigheden i de større lokaler.

- Det er blevet mega fedt - det tager lang tid at komme rundt og se det hele, siger Jule Tirsbæk.

- Det her er helt optimalt - det er blevet rigtig godt, fastslår Camilla Kongshøft.