Den unge dramatiker Lin Melkane tager næsten altid udgangspunkt i sig selv og vennerne. Foto: Privatfoto

Teater om ung utryghed

Team Teatret livestreamer en ny ungdomsforestilling lige efter påske

HERNING Der er masser af liv bag facaden på Team Teatret, selv om publikum ikke må komme ind.

Der arbejdes på højtryk på forestillingen »Hey Lin«, som får premiere lige efter påske.

Ganske vist er det endnu ikke meldt ud, om det bliver tilladt at lukke publikum ind efter 5. april, men Team Teatret har for en sikkerheds skyld gjort klar til livestreaming af forestillingen de tre første dage efter påske.

Det betyder, at det endnu en gang bliver muligt at gå i teatret hjemmefra.

Ubarmhjertig jungle
I »Hey Lin« kommer publikum inden for i en ung hjerne, der på en måde minder en del om teatret lige nu: Der sker meget derinde, men det er slet ikke alt, du kan se udenpå.

Den unge dramatiker Lin Melkane har skrevet forestillingen med udgangspunkt i det tankemylder, hun selv har oplevet i de unge år.

Den tid, hvor vi søger i en ubarmhjertig jungle af forvirring og utryghed på vej mod en identitet, vi synes giver mening.

Der er indre stemmer at slås med og en undersøgelse af, hvad det er for handlinger, der gør os til dem vi er, eller dem vi bliver.

- Jeg tager næsten altid udgangspunkt i mig selv og mine venner, når jeg skal skrive. Og så er det blevet en stil for mig, at jeg lader stemmerne i hovedet træde ud og blive til karakterer på scenen. På den måde mener jeg, at stemmerne fra hovedet repræsenterer den identitet man har, eller den, man er ved at blive, fortæller Lin Melkane i en pressemeddelelse.

Line Vejgaard Kjær og Stig Reggelsen Skjold spiller begge Lin og illustrerer på den måde de konflikter og samtaler, man har med sig selv - ikke mindst i ungdomsårene.

Velegnet til skoler
Petra Adlerberth-Wik instruerer i en scenografi af Lise Marie Birch.

Tirsdag 6. april og torsdag 8. april er det især skoleklasser, som teatret vil give mulighed for at se forestillingen.

Derfor bliver der streamet i skoletiden de dage, men der er også plads på de digitale stolerækker til andre. Onsdag 7. april bliver Hey Lin vist om aftenen til sædvanlig teatertid, og her håber Team Teatret også at mange har lyst til at se med. Det er muligt at købe streaming-adgang på teatrets hjemmeside.

Alle, der i forvejen har købt billet til opførelserne af »Hey Lin«, kontaktes af Team Teatret med henblik på muligheden for at få lavet billetten om til en streaming-adgang.