Foto: Martin Ballund

Kastede sten mod personale på bosted: Politiet sendt til stedet to gange

HERNING Politiet måtte fredag aften have fat i en 31-årig kvinde fra Herning flere gange.

Årsagen var, at hun opsøgte bostedet Skovlyset på Skovvænget og »lavede ballade«, som politiet udtrykker det.

- Hun truer personalet og smider sten efter dem, inden hun går fra stedet. Hun bliver truffet i krydset ved Vestergade og Holstebrovej, hvor hun ikke vil oplyse sit navn, og derfor bliver hun anholdt, oplyser sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Kvinden blev løsladt en time senere, da formalia om hendes identitet var på plads, men det blev ikke det sidste, politiet havde med kvinden at gøre den aften.

Klokken 23.39 var den gal igen, og derfor måtte politiet køre hende væk fra stedet.

Ingen kom til skade, og politiet følger mandag op på sagen, da kvinden kan have brug for hjælp.

Samtidig skal jurister vurdere, om der er grundlag for at sigte hende i sagen.