Jonah Blacksmith har hjerte og rod i Thy, og består af Thomas og Simon Alstrup - billedet - samt Søren Bigum, Lasse Alstrup, Jon Bisgaard Kjeldsen og Thor Kortegaard. Foto: Pr-foto

Jonah Blacksmith i kongressen

HERNING Til efteråret besøger bandet Jonah Blacksmith Herning som en del af deres stort anlagte »Brothers tour 2021«.

Septetten brygger allerede nu på såvel format som indhold, og på at give folk en oplevelse langt ud over det sædvanlige; en disciplin, som efterhånden er blevet et varemærke for Jonah Blacksmith.

Det blev underbygget af en fuldstændig udsolgt turné i november 2020.

»Brothers«, som udkom i oktober 2020, har høstet stor ros og anerkendelse fra såvel anmeldere som den til stadighed stødt voksende fanskare.

Bandet har indenfor de seneste seks måneder optrådt på landsdækkende tv, blandt andet i forbindelse med »Kronprinsparrets Kulturpris 2020« på TV 2, »Tønder Festival 2020« på DR2 foruden »Fællessang - hver for sig« på DR.

Drømme og afsavn
Om udgivelsen af »Brothers« udtaler bandet i en pressemeddelelse:

- Sangene er skrevet over de sidste to år, og afspejler en tid, hvor drømme og afsavn har spøgt som små monstre, der ligger på lur. Sangene på »Brothers« har fået tid til at finde deres egne ben at stå på, og de har nu efterhånden sneget sig ud af vores hænder, og fået deres eget liv.

- Til efteråret drager vi på tour. Vi ser så meget frem til at spille for et stående, feststemt publikum, fri af den skygge, som har præget meget af det seneste år for os alle sammen. Det bliver vildt spændende. Og så glæder vi os bare meget til, at vi kan skabe nye minder sammen i fællesskab.

Altid en fornøjelse
Når snakken falder på Herning, fortsætter de:

- Det er altid en udsøgt fornøjelse at spille i Herning. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at skabe en uforglemmelig koncert - for os, såvel som for det skønne og dedikerede publikum, vi altid møder, når vi spiller på den jyske hede, fortæller de.

Det er anden gang bandet besøger MCH Herning Kongrescenter.

I november 2019 spillede det populære band foran en fyldt teatersal med flere end 1000 fans.