Foto: Martin Ballund

Tyveri i Herning udviklede sig: Kunde bed ansat og blev sigtet for røveri

HERNING Fredag eftermiddag udviklede et tyveri sig i den helt forkerte retning.

Politiet blev kaldt til Rema 1000 på Holstebrovej, hvor personalet havde holdt en 48-årig kvinde fra Herning tilbage, efter at hun havde skjult fire mundservietter til 140 kroner i sin taske.

To ansatte fulgte efter kvinden ud på parkeringspladsen, hvor de konfronterede hende med tyveriet.

- Der opstod tumult, og hun satte sig til modværge. Hun bed en af de ansatte i overarmen og sparkede ud efter dem, og dermed bliver det et røveri, siger sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Ved ransagningen af tasken kunne betjentene konstatere, at hun også havde været i Netto på Vølundsvej, hvor hun ifølge politiet havde stjålet varer for 220 kroner.

Kvinden blev anholdt og sigtet for røveri, men der var ikke grundlag for at kræve hende varetægtsfængslet.

- Hun er fuldstændig ukendt af politiet op til det her, siger Bent Smedegaard.