Lisbeth Grønhøj Hansen (t,v,) og Winnie Buur går på grundforløb 2 på SOSU Herning - og de har optrådt som medværter i studiet på »Go’ Morgen SOSU«. Foto: PR-foto

SOSU Herning går nye veje for at styrke skolefællesskabet

Kan quizzer og kendisser skabe fællesskab og motivere nye elever til at lykkes med uddannelsen? Det tester SOSU Herning nu med en serie af kreative, online morgensamlinger

UDDANNELSE 3. februar gik Go’ morgen SOSU i luften for første gang. Initiativet er en gentænkning af den klassiske morgensamling, som skal engagere skolens nye grundforløbselever og styrke relationer mellem elever og undervisere.

- Med Go’ morgen SOSU forsøger vi at skabe en morgensamling med wauw-effekt, som inviterer eleverne til at deltage i noget, der er større end det, der måske kunne foregå andre steder. Vi håber, det er med til at gøre skolen til et attraktivt fællesskab, som vores elever ikke har lyst til at undvære, fortæller direktøren for SOSU Herning, Mads Schmidt Haagensen, i en pressemeddelelse.

Morgensamlingerne er resultatet af et tæt samarbejde mellem skolens elever og undervisere samt nonprofit-organisationen Raido. Initiativet bakkes op af kendte ansigter som statsminister Mette Frederiksen, tv-læge Peter Geisling, sundhedsekspert Christian Bitz og skuespiller Stephanie León, som gæster udsendelserne og deler gode råd med eleverne.

- Jeg støtter op om Go’ morgen SOSU, fordi det er så afgørende at få de nye SOSU-elever godt fra start. SOSU-faget er mega vigtigt, og det må være rigtigt hårdt at starte uddannelse, når man ikke kan mødes med sine holdkammerater som normalt. Så jeg synes, eleverne fortjener al den opbakning, de kan få, fortæller Stephanie León, der selv har arbejdet som SOSU-hjælper.

Fysisk fremmøde
Winnie Buur og Lisbeth Grønhøj Hansen er elever på grundforløb 2 og har optrådt som medværter i studiet de første uger af Go’ morgen SOSU. Spørger man dem, er det motiverende, at initiativet får opbakning udefra.

- Jeg synes, det er en styrke, at der også er kendte med, som fortæller og viser, at de også synes, det kan være svært at sidde derhjemme under corona-nedlukningen, forklarer Winnie.

I dag, onsdag, kunne halvdelen af grundforløbseleverne endelig møde op i klasselokalerne og se Go’ morgen SOSU på den samme skærm. Den gradvise genåbning betyder nemlig, at eleverne nu kan møde ind fysisk hver anden uge. Ambitionen er imidlertid, at initiativet bliver en 100 procent fysisk og varig indsats for hele skolen, hvor alle elever og undervisere bidrager med kendisinterviews, nyheder, quizzer og andre indslag.

SOSU Hernings direktør håber, at også andre skoler kan få gavn af projektet, og han er derfor aktiv i den videre udbredelse gennem Raidos Ledernetværk for erhvervs- og gymnasiale uddannelser.