Elin Juulsgaard, som er souschef hos Agroland i Snejbjerg, er ved at være klar til at hjælpe alle havekunderne, når den nye sæson om lidt skydes i gang. Agroland er en specialforretning inden for både dyr og have. Foto: Henrik Ole Jensen

Ugens visit: Kvalitet til dyr og have

Lene Toksvig 

Agroland har specialiseret sig i at sælge kvalitets-produkter til både kæledyr, vilde dyr - og haven

SNEJBJERG En blandet landhandel.

Det prædikat kan man roligt sætte på Agroland, for her findes alt, hvad hjertet begærer uanset, om man står og mangler noget til sit kæledyr, om man skal have gang i havearbejdet - eller om det er ved at være tid for at anskaffe sig et par nye gummistøvler.

Agroland på Snerlundvej et par kilometer udenfor Snejbjerg er en specialforretning med alt til dyr og have. Forretningen er en del af Vestjyllands Andel, hvilket vil sige, at det er danske landmænd, der ejer forretningen her samt de fem andre Agroland, der er placeret i det midt- og vestjyske.

- Og vi er lige nu ved at starte en ny butik op i Brande - den åbner 1. marts, fortæller Elin Juulsgaard, som er souschef hos Agroland i Snejbjerg.

Hun er selv uddannet landmand og har de seneste tre års tid stået til rådighed for at hjælpe og vejlede kunderne. Og dem har der været ekstra mange af under corona, for folks nye vaner og interesser smitter i den grad af her.

- Sidste år gik folk amok i haven, griner Elin Juulsgaard.

Vildtblandinger hitter
Hos hende kan have-kunderne finde alt lige fra forskellige haveredskaber, spagnum til blomsterne, frø til græsplænen og meget mere.

- Vi har også et udvalg af frø til vildtblandinger - vi har blandinger til bier, fugle, insekter og til blomster, og i år får vi et meget større udvalg, for det er in. Landmanden laver jo vildtbræmmer, og det vil folk også gerne have. De vil også gerne have blomsterengsblandinger, så det gør vi også meget ud af i år, fortæller Elin Juulsgaard.

I det hele taget forsøger Agroland at justere sortimentet efter tidens trend.

- Vi prøver at følge med i udviklingen, så vi hele tiden har det, folk gerne vil have, siger Elin Juulsgaard.

Vil man gerne forkæle de vilde dyr, der besøger haven, lidt ekstra, ja, så kan man på hylderne også finde eksempelvis egernstation, fuglekasser- og huse.

- Der er også mange, der synes, det er sjovt at have høns i haven, så dem har vi også foder og tilbehør til. Det er noget, der er bugnet, siger Elin Juulsgaard.

Agroland er som sagt en specialforretning, når det kommer til dyr, da man tilbyder udstyr og foder til et bredt spekter af dyr - ja, selv kælegrisen kan Agroland være behjælpelig med at finde foder til.

- Vi har et stort udvalg af alt til hund, kat, gnavere og heste - og det, vi ikke har, det skaffer vi, fastslår Elin Juulsgaard.

Inden for heste kan Agroland fremvise en hal i forlængelse af selve butikken, der nærmest er fyldt med foder bare til heste.

- Vi har ni brands inden for hestefoder, fortæller Elin Juulsgaard, der selv har ni heste gående derhjemme - og altså gerne deler ud af sine egne erfaringer.

- Og til hunde har vi tre brands inden for foder, men vi kan skaffe 10, fordi vi har vores kolleger i Vamdrup, som er en større butik, og det er derfor, vi siger, at hvis der noget, vi ikke har, så skaffer vi det, for vi kan ofte få det sendt fra Vamdrup, fortæller Elin Juulsgaard.

Kvalitet og service
Det er naturligvis ikke blot foder til sine dyr, man kan få hos Agroland. Man kan også få diverse udstyr og legetøj.

- Du kan altid købe kvantitet til gode priser, men vi skiller os ud ved kun at sælge kvalitet. Vi sælger kun noget, vi selv vil bruge til vores dyr, fastslår Elin Juulsgaard.

Hun oplever, at det er en bred kundeskare, der lægger vejen forbi - og de kommer fra hele kommunen i et stigende antal.

- Folk tænker mere på at købe kvalitetsvarer til gode priser, og det kan vi tilbyde. Vi har også noget forskelligt - og noget andet end Bilka og Netto. Det er kvalitet og service, vi tilbyder, hvis man kommer her, fastslår Elin Juulsgaard.

- Der er for eksempel mange ældre, der kommer her og henter fuglefoder, fordi vi bærer det ud i bilen for dem. Det gør man nok ikke så mange steder, uddyber hun.

Da man sælger dyrefoder, har Agroland holdt åbent under hele corona-perioden, men pandemien betyder, at Agroland ikke kan skyde den nye havesæson i gang, ligesom man plejer.

- Vi plejer at have et kæmpe forårsmarked, hvor der kommer 1000 mennesker. Det kan vi selvfølgelig ikke i år, konstaterer Elin Juulsgaard.

Kunderne skal dog ikke snydes for de gode tilbud, markedet plejer at byde på.

- I hele april kører vi med gode tilbud på gødning, jord og så videre. Vi har Midtjyllands bedste pris på gødning, lokker Elin Juulsgaard.