Herning Kommune har skaffet 200 eksemplarer af »Min Naturbog«, som er skrevet af Ole Laursen og tv-lægen Peter Qvortrup Geisling. Bogen gives til de første 200 børnefamilier, der kan aflevere et fyldt stempelhæfte på biblioteket, fortæller Joan Hansen (V).

Sjov aktivitet: Herning Kommune inviterer på »naturskattejagt« i vinterferien

Bo Lundgaard 

Herning Kommune sætter naturen på dagsordenen i vinterferien - og udlodder 200 bogpræmier i sjov konkurrence

HERNING Svømmehallerne er forbudt område - og der er ingen premierefilm i de lige så lukkede biografer.

Det er ikke nemt at være hverken barn eller voksen i vinterferien, som er lige om hjørnet - i en tid, hvor restriktioner forhindrer alle sjove oplevelser. Men det råder Herning Kommune nu bod på med en form for skattejagt, der begynder i denne uge ...

- Vi er jo så heldige, at vi stadig har naturen. Derfor inviterer vi nu børnefamilierne og alle andre til en tur rundt til 16 udvalgte steder i kommunen, hvor der er mulighed for sjove og interessante oplevelser, siger Joan Hansen (V), formand for teknik- og miljøudvalget.

Med hjem fra skole
Herning Kommune har fået lavet 4000 hæfter, der godt kan beskrives som en slags naturskattekort.

Hæfterne viser vej til 16 destinationer. Og på hvert sted er der ophængt et såkaldt gnidestempel, som kan afsætte et mærke bagerst i hæftet, som vil udløse en bogpræmie til de 200 første familier, der kan fremvise et fyldt stempelhæfte på Herning Bibliotek.

De velfortjente belønninger er »Min Naturbog«, der er en moderne grønspættebog med 50 oplevelser, børn skal prøve i naturen, før de fylder 12 år ...

- Alle kommunens børn fra 0. til 2. klasse får stempelhæftet med hjem i denne uge. Familier, der har yngre eller ældre børn, kan selv hente hæftet, siger Joan Hansen og fortæller, at hæfterne kan hentes hos Herning Bibliotek, VisitHerning og i udstillingsrummet i Løvbakkerne.

Herning Bibliotek er ikke åbent på grund af corona - men borgerne kan komme hver dag mellem klokken 10 og 18 og hente forudbestilt materiale.

Naturbanko i det fri
De 16 steder i hæftet vil føre familierne rundt til naturperler i hele kommunen.

- Som mennesker er vi mange gange tilbøjelige til at tage de samme steder hen, når vi skal ud og gå en tur. Men hvis man går frem efter kortet, kan man få set nogle nye steder, siger udvalgsformanden om kortet, der understøtter Herning Kommunes friluftsstrategi.

Det er blevet til i kommunens afdeling for Natur og grønne områder, hvor destinationerne blandt andre er udvalgt af naturformidler Elsebeth Houe.

- Midten af hæftet rummer nogle billeder, der giver mulighed for at spille naturbanko, hvis man kan finde tingene i det fri. Hæftet beskriver nogle af de helt særlige oplevelser, der er mulighed for de forskellige steder, siger Elsebeth Houe.

Tænd et bål
Joan Hansen nævner, at sidstnævnte for eksempel gælder krikænderne ved Gødstrup Sø.

- Det er en af kommunens såkaldte ansvarsarter, som vi er særligt opmærksomme på. Men det kan også være nogle af de 250 bæverne i Jylland, som blandt andet har spredt sig til Præstbjerg, siger hun og tilføjer, at man gerne må tænde bål, lave mad eller kakao over åben ild på turen.

Det kan foregå ved nogle af de mange bålhytter, der er spredt med rund hånd rundt i hele kommunen.

Hæftet har adresser, der fortæller, hvor man kan parkere. Og der er også et »hint« om, hvor man kan finde de såkaldte gnidestempler, der skal afsættes i stempelhæftet - dog ikke altid helt præcist, da det er nysgerrigheden, der skal vise vej til stemplerne.