Foto: Christian Sjurman

Mere plads til Lind-børn

LIND I de senere år er Lind vokset, og det stigende antal børnefamilier lægger et vist pres på byens daginstitutioner.

Derfor er Herning Kommune i gang med en udbygning, og på seneste byrådsmøde havde byrådet to sager på dagsordenen om emnet.

Først blev licitationsresultatet for en udbygning af Højgård Børnehus med 35 børnehavepladser og 15 vuggestuepladser godkendt, selvom det 11 millioner kroner dyre byggeri gik 900.000 kroner over budget. Det er sket, selvom projektet i forvejen var blevet reduceret, og kommunen må nu tage de 900.000 kroner fra det overordnede anlægsprojekt for både skole og daginstitution.

Efterfølgende godkendte byrådet, at de første 10 ud af i alt 40 millioner kroner til en kommende ny daginstitution til 170 børn på Kollundvej blev frigivet.

- Med udvidelser på begge sider af Lind Hovedgade er vi godt på vej til at skabe plads til alle byens børn, sagde Anne Mette Bang Rasmussen (V), formand for børne- og familieudvalget.