Ligesom på Fonnesbechsgade bugner hylderne med farverige garnnøgler hos Atelier 2, som indehaver Lisbeth Damsgaard ved årsskiftet flyttede i nye lokaler på Viborgvej. Foto: Tom Laursen

Garnbutik er flyttet i nye lokaler

Mathilde Bach callesen 

Tidligere skulle man gå efter Fonnesbechsgade i Herning, når man skulle shoppe garn i Atelier 2, men nu er garnbutikken flyttet i større lokaler på Viborgvej

BUTIKSLIV Man forestiller sig, at man som indehaver af en garnbutik lige nu har masser af tid til at strikke, når nu butikkerne skal holde lukket på grund af coronarestriktioner, men det er ikke tilfældet hos Lisbeth Damsgaard, som er indehaver af Atelier 2 i Herning.

Hun skød nemlig året i gang med at flytte sin garnbutik fra Fonnesbechsgade til Viborgvej - og det kræver altså en del arbejde at pakke garnnøglerne og flytte dem i nye rammer.

- Det tog i hvert fald fire dage bare at flytte det hele fra den gamle butik, fortæller Lisbeth Damsgaard, som om få dage kan fejre butikkens første seks år.

De nye rammer er godt tre gange så store som de gamle, og det er nemlig på grund af de flere kvadratmeter, at Lisbeth Damsgaard rykkede butikken væk fra midtbyen.

- Jeg trængte til mere lagerplads. Det var tetris ude bagved på mit gamle lager. Og så var der nogle kvaliteter, jeg gerne ville have ind i butikken - og det var der simpelthen ikke plads til før, siger Lisbeth Damsgaard, som glæder sig over, at hun startede garnbutikken i Fonnesbechsgade.

- Men nu er det bare kommet til en naturlig udvidelse, siger indehaveren.

Hun er netop i færd med at lægge det nye garn fra Sandnes på hylderne, da Herning Bladet lægger vejen forbi butikken, som også skaber bedre plads til de mange strikkecaféer, hun inviterer til, når situationen atter tillader det.

- Hver gang jeg skulle holde strikkecafé i mine gamle lokaler, skulle jeg flytte en helt masse. Nu skal jeg bare lave kaffe - og så bum, siger hun for at understrege nemheden i, at gæsterne bare kan slå sig ned ved langbordet.

Flere fordele ved flytningen
Det lange bord har godt nok fået plads et stykke fra midtbyen, nu hvor Atelier 2 er flyttet, men det bekymrer ikke Lisbeth Damsgaard, at butikken ikke længere ligger i centrum.

- Der er flere, som har sagt til mig, at jeg er nødt til at ligge inde i midtbyen, men sådan er det altså ikke. Det er ikke en impulshandling at købe garn, og så er det ikke så vigtigt, hvor man ligger, siger indehaveren, som både har rykket garnnøgler, den gode kundeservice og vejledningen med i de nye lokaler.

Den nye placering har også betydet, at hun nu har seks tilhørende parkeringspladser til butikken - ligesom hun har fået et stort udstillingsvindue, der er til at få øje på fra Viborgvej. Her står mannequiner, som er iført det fineste strik.

- Det er jo et billede ud ad til - det er fedt at have, siger Lisbeth Damsgaard, som med indretningen har fokus på, at butikken skal udstråle hygge, selvom den er stor.

Hun har haft god tid til at få styr på indretningen af den nye butik, da det er godt tre måneder siden, at hun skrev under på lejekontrakten.

- Jeg har nok indrettet butikken 50 gange i mit hoved, siger Lisbeth Damsgaard, som dog først fik nøglerne ved udgangen af december.

Ny webshop på vej
Og så blev der ellers knoklet igennem, for planerne var, at hun ville slå dørene op til sin nye butik 12. januar.

- Men så tænkte jeg alligevel »pyha«, da hun (statsminister Mette Frederiksen, red.) forlængede nedlukningen til 17. januar, fordi så havde jeg ikke helt så travlt, siger Lisbeth Damsgaard.

- Men da statsministeren så meldte ud, at der blev lukket ned længere tid - der fældede jeg en tåre, fortsætter hun.

Hun glæder sig nemlig til at vise lokalerne frem til sine kunder, som lige nu må »nøjes« med at hente garn uden for butikken, mens de snart også kan bestille garn og andre sager på Atelier 2’s helt nye webshop.

- I sin tid startede jeg faktisk butikken som en protest mod webshop, men den må jeg så æde nu. Man har vel et standpunkt, til man tager et nyt, siger hun med et smil og med et håb om, at webshoppen er klar til februar.

- Der var heller ikke lagerplads nok til, at jeg kunne åbne en webshop i de gamle lokaler, fortsætter indehaveren, som blot har webshoppen som et supplement til den fysiske butik.

Der er nemlig ingen tvivl om, at en fysisk butik stadig har sin berettigelse, hvis man spørger Lisbeth Damsgaard.

- Du kan ikke mærke garnet hos en webshop, og det er svært at se farverne ordentligt. Det er også svært at se, om farverne passer sammen, men her kan du jo holde dem op mod hinanden, fortæller hun.

Lige nu tikker bestillingsbeskederne dog ind via mobiltelefonen, som bimler et par gange under interviewet.

- Det er faktisk lidt coronaens skyld, at det går så godt, når folk har tid til at sidde derhjemme og strikke. Og så er det generelt kommet mere på mode at strikke, fortæller Lisbeth Damsgaard, som er klar til at åbne garnbutikken.

- Så snart jeg får lov til at åbne, så er folk meget velkomne, siger hun.