Gåture gør godt for vores krop samtidig med, at frisk luft og motion er godt for sjælen - og så er det en social motionsform. Foto: Henrik Ole Jensen

Danmark skal bevæge sig

2021 er bevægelsens år, og gåture er den første af seks motionsformer, som danskerne opfordres til at tage del i

MOTION DR, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Skoleidræt, DIF og DGI står bag projektet »Sammen i bevægelse«, som skyller ind over landet i seks forskellige bølger i løbet af året. De skal inspirere os til, at vi alle bevæger os mere.

Den landsdækkende motionskampagne blev søsat af Kronprins Frederik i forbindelse med DR Sportens show »Sport 2020«.

Den første bølge i kampagnen har allerede ramt under navnet »Danmark går sammen«, der blev skudt i gang i mandags og varer frem til 21. februar.

Det er især Ældre Sagen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, Kulturmødet Mors, Dansk Vandrelaug, Dyrenes Beskyttelse og Dansk Motionsforbund, som i denne tid sætter fokus på gangaktiviteter, som danskerne kan blive en del af.

I den næste lille måneds tid inviteres alle danskere til at dele deres mange gå-oplevelser og gå-ruter, man opfordres til at tælle skridt samt udfordre familien, venner og kolleger i hvor langt, vi kan gå. Og så er der lagt op til, at de danske regioner dyster mod hinanden, da man kan indtaste sine skridt på kampagnesitet, ligesom man kan dele sine gå-oplevelser på de sociale medier.

Man kan læse mere om »Danmark går sammen« og de forskellige aktiviteter på danmarkgaarsammen.dk, hvor man blandt andet også kan finde inspiration til gåture.