Et typisk stressforløb hos Bennedsgaard Coaching strækker sig over syv sessioner, hvor de første fire foregår med en uges mellemrum for virkelig at få gang i afstresningen, forklarer Sonja Bennedsgaard. Foto: Flemming Hansen

Ugens visit: Lokal stresscoach trækker på egne erfaringer

Mathilde Bach callesen 

Det er både med praktisk erfaring og teoretisk viden, at Sonja Bennedsgaard tager sine klienter i hånden hos Bennedsgaard Coaching, hvor hun klæder dem på med redskaber til at komme igennem et stressforløb

VISIT Hos Bennedsgaard Coaching ligger en rød knap med teksten »Pyt« på bordet, hvor den har selskab af en bog med titlen »Mere overskud«.

Det er to af de ting, som klienterne hos Bennedsgaard Coaching skal tage med sig herfra efter et forløb, hvor de gerne skulle lære at sige pyt og få mere overskud, efter de har været nede med stress, eller når de skal finde mere balance i livet.

- Det er rigtigt hårdt arbejde at komme ovenpå, men det er det hele værd, når man er ude på den anden side, siger Sonja Bennedsgaard, som er kvinden bag Bennedsgaard Coaching.

Og hun ved, hvad hun taler om, når det handler om at arbejde sig gennem en periode med stress. For tre år siden gik hun nemlig selv ned med overbelastningsstress.

- Der var pres på arbejdet med mine egne krav til mig selv, samtidig med at der på den private front var sygdom og død i familien. Når de ting blev lagt sammen, blev det for meget for mig – og så flød bægeret over, siger Sonja Bennedsgaard og fortsætter:

- Mine ressourcer var helt nede, men mine krav til mig selv var stadig helt oppe - det gav en ubalance i kroppen.

Billedligt kan det ses som en vægtskål, hvor ressourcerne befinder sig i den ene ende, mens kravene er modsat. Vægtskålen er et af de redskaber, som hun tyr til, når hun får besøg af klienterne, der skal have hjælp til at genoprette balance i livet - enten gennem almindelig coaching eller stresscoaching.

- Vi må gerne have travlt og opleve kortvarig stress, men det må ikke stå på i længere tid, fordi så kommer ubalancen, siger hun og fortæller, at stress opstår, når livet ikke er, som vi ønsker, det skal være.

Videreformidler sin viden
Spørgeteknikker og øvelser hiver hun også fat i, når hun skal vejlede klienter, som også selv kommer på hårdt arbejde, når vægtskålen – og livet – skal i balance.

- Man kommer virkelig til at arbejde med sig selv. Jeg giver redskaberne til at åbne op og skaber et tillidsfuldt miljø, men det er alt det, der ligger mellem sessionerne, som virkelig flytter noget, siger hun og fortæller, at klienterne får »lektier« for mellem sessionerne.

Klienterne kan få opgaver så som at påbegynde en dagbog, gøre noget godt for sig selv eller lave en prioriteringsliste. Det kunne ligeledes være en gåtur eller at arbejde på at få en bedre søvn.

- Det er ikke, fordi jeg sidder med en facitliste, men vi finder sammen ud af, hvilken vej klienten skal gå, fortæller hun og fortsætter:

- Det handler om at få redskaber og blive holdt i hånden gennem forløbet.

Redskaberne og spørgeteknikkerne har hun fået kendskab til gennem sin uddannelse som certificeret coach og stresscoach. Uddannelserne tog hun i 2019, da hun selv var kommet tilbage på sit arbejde, efter hun havde været nede med stress i fem måneder, hvor hun »trak stikket fuldstændig«.

- Jeg har både det teoretiske og den praktiske erfaring med i min coaching - det giver noget pondus, at klienterne ved, at jeg selv har været nede og ligge på sofaen med overbelastningsstress og kæmpet mig tilbage, fortæller Sonja Bennedsgaard, som selv gik hos en coach for at komme ovenpå.

Nu ønsker hun så at videreformidle sin viden og hjælpe andre igennem et forløb, der er forskelligt fra person til person. Derfor startede hun sidste år firmaet Bennedsgaard Coaching, som hun lige nu driver fra sit private hjem i Herning. Det foregår ved siden af deltidsjobbet som finansrådgiver.

- Når man har været ramt af stress, lærer man at prioritere sin tid. Jeg er meget glad for at være rådgiver, men jeg kan samtidig mærke, at jeg får frigivet energi gennem min coaching, fortæller Sonja Bennedsgaard og glæder sig over, at hun har fundet plads til begge ting.

Man skal tage ansvar
Det gjorde hun blandt andet ved at acceptere og erkende, at hun ikke både kan arbejde fuldtid og drive firmaet.

Erkendelse og accept er netop egenskaber, som man også skal nå frem til, for at skabe balance på den førnævnte vægtskål, forklarer hun.

- Enten skal man acceptere at være i en given situation, ellers skal man gøre noget ved det. Det handler om, at man skal gå ind og tage ansvar for en selv, fortæller hun og understreger, at vi sommetider også skal lære at sige »pyt«, idet hun giver pytknappen på bordet en klør fem.

De mange gode råd, som hun gerne deler ud af, indeholder også, at man skal huske en selv og sætte sig nogle mål, man kan bevæge sig henimod.

- Når man taler med en coach, handler det om nuet - og hvad man kan gøre fremadrettet, siger Sonja Bennedsgaard, som netop er klar til at klæde klienterne på med redskaber, de kan bruge fremadrettet.

- Jeg vil gerne opleve, at der er nogle, som får et skønt liv igen - at de kommer godt ud på den anden side med de rette redskaber, fortæller hun.