Anne Zacho Søgaard instruerer Mombie og hun glæder sig over at publikum får mulighed for at opleve forestillingen digitalt. Foto: PR-foto

Teaterforestilling rykker online: Mombie får digital premiere

Team Teatret præsenterer sin nye forestilling som livestreaming

PREMIERE Nu kan man snart komme i teatret - i hvert fald digitalt. Det kan man, når Team Teatret livestreamer den nye forestilling Mombie.

Forestillingen skulle have haft premiere i marts, men en uge før publikum skulle lukkes ind, blev landet lukket ned på grund af corona. Siden blev det planlagt, at forestillingen skulle have premiere for publikum 23. januar i år, men som bekendt er landet nu atter lukket ned.

Det bremser dog ikke Mombie, så 27. og 29. januar bliver forestillingen livestreamet for publikum, der kan se med derhjemme. Billetter til forestillingen sælges som vanligt gennem teatrets hjemmeside, men i stedet for, at billetten skal med i teatret, indeholder den et link til en side, hvor forestillingen bliver vist.

Det fortæller Team Teatret i en pressemeddelelse.

- Selvfølgelig vil vi helst have publikum i salen og have oplevelsen af at være sammen om levende kunst, men når det ikke kan lade sig gøre, mener vi, at den næstbedste løsning er at livestreame forestillingen, så det alligevel er lige nu, det sker, mens publikum sidder ved skærmen derhjemme. Kunsten kan ikke standses, siger teaterleder Dorthe Bébe.

Instruktør Anne Zacho Sø-gaard har været sammen med resten af holdet siden nytår, og de har givet dramatiker Jeanette Munzerts ord liv igen.

- Motivationen for at gøre forestillingen færdig er, at det er en god og vigtig forestilling, og at vi ved, at der er nogen, der alligevel ser det gennem livestreamingen, siger instruktøren.

- Mombie handler om kvindeliv og familieliv, og om, hvordan man får det til at hænge sammen i dag. Hvordan får man et godt liv på trods af alle kravene. De krav der stilles af samfundet og omgivelserne, og ikke mindst dem vi selv stiller. Den pause, vi alle blev tvunget ud i sidste år, har givet en ny vinkel, hvor vi nok var mange, der opdagede dybere værdier og fik bedre tid til familien. Opdagede, hvad der var værd at fokusere på, siger hun.

Anne Zacho Søgaard opdagede, at det nok er klogt, en gang i mellem at sige nej til noget. At det ikke gør noget at gå glip af noget.

- Det prøver jeg at holde fast i nu i mit eget liv, siger hun.

Tilbage til puslespillet
Anne Zacho Søgaard oplever ikke, at det har været svært at tage fat i forestillingen igen.

- Det har været som et puslespil, vi vendte tilbage til, hvor mange brikker var lagt, fordi scenografi, kostumer og den slags var klar. Det betyder, at vi har haft overskud til andre detaljer og har kunnet se på forestillingen med nye, friske øjne. Jeg glæder mig, til vi skal vise den, siger hun i pressemeddelelsen.

Alle, der har købt billet til forestillingen i denne omgang, og de, der fik byttet billetterne fra sidste år til de nye opførelser, får tilbuddet om at ombytte billetten til en adgang til livestreaming, og alle andre, der er blevet nysgerrige, kan også købe adgang til forestillingerne. Det er nemlig noget af det gode ved streamingen, at der er plads til alle i den digitale teatersal.

Teatret er sammen med resten af landet lukket til 7. februar, men Team Teatret tør ikke love, at de planlagte opførelser fra 8. til 13. februar kan gennemføres, så det mest sikre er at købe billet til streamingerne.