Foto: Martin Ballund

Fik en på hovedet: Tre personer sigtet for kvalificeret vold med baseballbat

HERNING Klokken 17 mandag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om et overfald på en 30-årig mand med ukendt adresse i Herning.

Det var sket på Valdemarsvej, hvor han blev opsøgt af fem til seks personer, som havde et aluminiumsbat med.

- Han får en fem centimeter lang flænge i hovedet, siger sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Ud fra afhøringen af den 30-årige mand kunne politiet komme nærmere på de formodede gerningsmænd, og det førte til flere anholdelser mandag aften.

Klokken 18.50 blev en 22-årig mand fra Herning og 30-årig mand fra Herning anholdt. Senere blev en 20-årig mand fra Herning anholdt.

De er sigtet for kvalificeret vold og afhørt.

Det blev vurderet, at de ikke skulle fremstilles i grundlovsforhør, og derfor blev de løsladt efter endt afhøring.