Foto: Martin Ballund

Taget på fersk gerning: Betjente så mand fyre bomberør af fra altan

HERNING Politiet sigtede torsdag aften en 41-årig mand fra Herning for at overtræde fyrværkeriloven.

Ordensmagten blev kontaktet om, at der blev fyret fyrværkeri af på en altan på H.C. Ørsteds Vej, og da en patrulje kom forbi, kunne betjentene se, at der på altanen stod en person med et bomberør, som var tændt.

- Han sigtede ikke efter nogen, og han ramte ikke noget, men det er ulovligt at brænde fyrværkeri af, så han blev sigtet, siger sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Ifølge loven må man brænde fyrværkeri af fra 27. december til og med 1. januar.