Fornærmede betjente: Halvnøgen mand anholdt af politiet

HERNING Politiet tumlede tirsdag eftermiddag med en 50-årig mand fra Herning, og det endte med, at manden blev anholdt.

Betjente stødte første gang på manden ved Møllegrillen i Møllegade, hvor han løb halvnøgen rundt.

Da betjentene tog kontakt til ham, kaldte han dem »sorte svin« og andre ukvemsord, og det kvitterede betjentene for ved at give ham en sigtelse efter paragraf 121 i straffeloven, der handler om fornærmende tiltalte mod politifolk.

En halv time senere var den gal igen, og denne gang var manden i Bethaniagade, hvor han ikke kunne opføre sig ordentligt. Det udløste en sigtelse for at overtræde ordensbekendtgørelsen samt en tur i detentionen.

Manden blev løsladt ved 22-tiden tirsdag aften.