Der er indført påbud om mundbind i den kollektive trafik i Oslo. Men den norske sundhedsstyrelse anbefaler ikke et påbud. (Arkivfoto) Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Mundbind frifindes
Flemming ThulstrupCitychefer tilbageviser, at påbud om mundbind betyder fald i omsætning i forretningerne
IKAST-BRANDE Vedholdende rygter vil vide, at de påbudte mundbind betyder, at de fysiske forretninger i øjeblikket mister omsætning.
Det kan imidlertid være vanskeligt at bevise, og chefen for Vores Ikast, Jan Birk Knudsen, mener ikke, at mundbindene alene skal have skylden for, at kasseapparaterne rundt om i de lokale forretninger ikke spiller helt så lystigt for tiden.
- Der er måske lidt stille i øjeblikket, men det er typisk for denne periode, altså lige før julehandlen for alvor sætter ind. Desuden er der jo ikke meget, som folk skal købe ind til. Runde fødselsdage, julefrokoster og andre mærkedage er jo aflyst. Det medfører jo også et mindresalg af blandt andet nyt tøj og gaver, siger Vores chef.
Han mener ikke, at man direkte kan beskylde mundbindene for at skade forretningerne.
Vagten keder sig
Ikast er måske lidt ekstra udfordret med den overdækkende gågade, hvor der er krav om at bære mundbind til forskel fra gågaden i eksempelvis Herning, hvor man først behøver at iføre sig mundbindet, når man går ind i en forretning.
- Det lader dog ikke til at være noget problem. Kunderne har åbenbart vænnet sig til at bære mundbind. I hvert fald har jeg hørt, at vagten går og småkeder sig. Sidste nyt går på, at det faktisk går rigtig godt, og at de første kunder allerede er i forretningerne for at købe julegaver, siger Jan Birk Knudsen.
Den pågældende vagt er påkrævet i storcentre og arkader til at overvåge, om borgerne nu også husker at påføre sig de påbudte mundbind.
I Brande har man ingen overdækket gågade og skal altså først hitte mundbindene frem, når man går ind i den enkelte forretning.
- Jeg synes overhovedet ikke at have hørt, at mundbindene skulle påvirke handlen. Selvfølgelig er vi mange, der er trætte af bindene og helst vil leve foruden. Der er altså også flere, der begynder at gå med visir, som måske er lidt lettere at arbejde med, siger radio- og tv-forhandler Hans Ulbrichsen, der er formand for den underafdeling af Brande City, der vedrører handelslivet.
Dermed tilbageviser han også her påstanden om, at mundbindene kan lastes for fald i omsætningen i de fysiske forretninger, og at kunderne i stigende grad sætter sig til tastaturet og bestiller deres varer online.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.