Tekstildesigner Astrid Skibsted udgiver bogen »Vikleprøvemanifestet«. Foto: Pr-foto
Vikleprøver på museet
HERNING Torsdag 25. november er der workshop og boglancering med Astrid Skibsted på Tekstilmuseet.
I forbindelse med udgivelsen af bogen »Vikleprøvemanifestet« byder museet velkommen til en dag med vikleprøver på Tekstilmuseet.
Vikleprøver er et redskab til udvikling af mønstre på væv, men tekstildesigner Astrid Skibsted har igennem en længere årrække arbejdet med at udvikle det til et værk i sig selv, og nu udgiver hun altså en bog om vikleprøverne.
Vikleprøven er et miniatureunivers, som kan folde sig ud i en langsom eksplosion af farver og abstrakt form. Med tråd, pap og opmærksomhed kan alle træde ind i et kunstnerisk rum af farver og teksturer. Tråd for tråd opbygges billedet indefra. Det færdige værk kan ikke planlægges på forhånd.
Astrid Skibsted er tekstildesigner og væver med værksted i Aarhus C - uddannet fra Designskolen i Kolding. Hendes arbejde er en undersøgelse af, hvordan farver interagerer i tråd og tekstil. De primære teknikker er viklinger af garn i grafiske flader og minimalistiske lærredsvævninger i stærke farvekombinationer.
Med vikleprøve-workshoppen på Tekstilmuseet er ringen på sin vis sluttet. I 2010 deltog Astrid Skibsted i en international workshop med deltagere fra Danmark, Norge, Sverige, Kina, Ungarn og Polen. Workshoppen foregik på Tekstilmuseet.
I to uger arbejdede hun med vikleprøven som metode. Derefter var hendes opfattelse af vikleprøverne fundamentalt forandret. Vikleprøverne var ikke længere kun et redskab. Nu blev vikleprøven et værk i sin egen ret. Siden har Astrid Skibsted arbejdet videre med vikleprøverne i blandt andet workshops, undervisning og udstillinger, og i november udkommer hendes bog om vikleprøver.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.