Foto: Martin Ballund

Brag og lysglimt i Herning: Politiet modtog flere anmeldelser

HAMMERUM-HERNING Politiet fik sent onsdag aften og natten til torsdag en række anmeldelser om høje brag i både Herning og Hammerum.

Anmeldelserne trak et geografisk spor, der kunne tyde på, at det var de samme gerningsmænd, som stod bag affyringen af fyrværkeri.

Den første anmeldelse kom klokken 23.41, hvor et vidne havde hørt et højt brag og set et stort lysglimt på parkeringspladsen ved SuperBrugsen på Hammerum Hovedgade.

16 minutter senere lød der et brag på A.I. Holms Vej i Herning, og fem minutter efter midnat var den gal i Mindegade på parkeringspladsen i baggården ved Hotel Eyde.

Her blev to personer med hætte og mundbind set forlade stedet.

Så var der ro på indtil klokken 02.39, hvor der blev meldt om et brag i Skolegade, og seks minutter senere blev en fodgænger standset af politiet på hjørnet af Fredensgade og Dalgasgade.

Det var en 17-årig mand fra Herning, og han ville i første omgang ikke oplyse sit navn til politiet. Patruljen fra politiet kunne genkende ham fra tirsdag aften, hvor de to betjente havde sigtet ham for hærværk og for at affyre kanonslag på Gl. Skolevej.

Derfor vil politiet nu se, om efterforskerne kan kæde den 17-årige sammen med de nye sager og få brikkerne i puslespillet samlet.