Søren Huss tager Danmarks Underholdningsorkester med til Herning. Foto: Pr-foto

Søren Huss med fuldt orkester

HERNING Det bliver en fin forårsaften, når publikum inviteres med på musikalsk rejse med Søren Huss og Danmarks Underholdningsorkester onsdag 10. marts 2021 i Teatersalen i MCH Herning Kongrescenter, hvor de begynder deres fælles danmarksturné. Det oplyses i en pressemeddelelse.

Søren Huss’ vokal smelter sammen med symfoniske akkompagnementer fra de 42 musikere i det erfarne orkester, som blev grundlagt i 1939. Det rytmiske og det klassiske mødes, og et helt særligt dynamisk nærvær opstår.

Gennem to årtier har Søren Huss skabt minderige øjeblikke og lagt et lydmæssigt og lyrisk bagtæppe til vores tid. Det startede i 00’erne, hvor han sammen med bandet Saybia væltede det danske musiklandskab, og fortsatte i 10’erne, hvor Søren Huss spandt et fantastisk lydbillede med albumudgivelserne »Troen og Ingen«, »Oppefra og Ned«, »Midtlivsvisen« og »Sort Og Hvid Til Evig Tid«.