Foto: Martin Ballund

Knallertfører standset i nat: Blev sigtet for seks lovovertrædelser

HERNING Natten til tirsdag standsede en patrulje fra politiet føreren af en lille knallert.

Det skete i Bethaniagade, og det risikerer at blive en rigtig dyr affære for den 37-årige mand fra Herning-området.

Han blev sigtet for at køre både spiritus- og narkokørsel på knallerten, og han er i forvejen frakendt retten til at køre på lille knallert.

Derfor havde han ingen forsikring på knallerten, og det blev han også sigtet for.

Da betjentene visiterede manden, fandt de 5,6 gram hash i tre pølsemandsposer. Betjentene fandt også en plade hash på 96,8 gram.

Problemerne stoppede ikke her, for han var i besiddelse af en strømpistol, 7300 kroner i kontanter samt en digitalvægt.

Derfor endte sagen med i alt seks sigtelser til den 37-årige mand.