Mercenary gik nærmest i hi i 2013 og kommer nu kun sjældent ud på livescenerne. Foto: Pr-foto

Metalfix på Fermaten

Herning Hører du også til de koncert-hungrende metalelskere, der nærmer sig evigt sortsind efter aflysning af forårets koncerter og sommerens festivaler?

Så er der mulighed for at få sig et metalfix på Fermaten lørdag, hvor Mercenary atter børster støvet af skuldrene og sikrer sig, at formen er knivskarp, inden deres kommende plade indspilles, og måske lufter de endda lidt nyt materiale i den anledning.

Mercenary har siden de debuterede internationalt med pladen »Everblack« i 2002 turneret Europa tyndt med supportturnéer for bands som Megadeth, Dark Tranquility og Nevermore samt optrådt på en lang række festivaler som Wacken Open Air, Copenhell, Roskilde Festival og Progpower USA.

Bandet har gennem deres energiske og velspillede livefremførelser af deres let genkendelige genreblanding af melodi, melankoli, metallisk smadder, atmosfæriske keyboardflader og himmelstræbende guitarsoloer i verdensklasse tilkæmpet sig et globalt og loyalt følge.

Siden 2013 har Mercenary kun turneret sparsomt.