På tirsdag kan alle nytilflyttere høre om Hernings eksplosive udvikling, når Museum Midtjylland inviterer på byvandring. Foto: Privatfoto

Byvandring for nye tilflyttere

HISTORIEFORTÆLLING Museum Midtjylland inviterer 22. september alle, der er flyttet til Herning Kommune inden for det seneste år på byvandring. Her kan man komme med på en guidet tur igennem byen og høre historien om, hvordan Herning på bare 200 år har forvandlet sig fra en støvet jordvej til en sprudlende messe-, sports- og eventby.

I begyndelsen af 1800-tallet var Herning blot en lille landsby med få indbyggere.

Bare 100 år senere var byen ophøjet til pulserende trafikknudepunkt og købstad med flere tusinde indbyggere og en spirende industri. Det startede med behovet for et sted at spærre drukkenbolte, voldsmænd og tyveknægte inde, men endte med en stor by hvor især tekstilindustrien har spillet en afgørende rolle for udviklingen i hele Midtjylland. Turen giver et indblik i, hvad der lå bag Hernings eksplosive udvikling.