I efterårsferien har herningCentret udstilling af insekter og kryb i overdimensioneret størrelse. Foto: PR-foto

Efterårsprogram er stort set uændret i herningCentret

Palle Heering Nielsen 

Udstillinger og anderledes modeshow sikrer, at gæsterne i herningCentret får underholdning med, når de er ude at shoppe

HERNING Corona-restriktionerne får næsten ingen indvirkning på det efterårsprogram, som herningCentret havde tænkt sig at underholde gæsterne med.

- Det kan fungere under de retningslinjer, der er i forbindelse med covid-19, siger centerchef Kim Lauritsen.

Eneste undtagelse er bagagerumsmarkedet 20. september. Det blev aflyst tirsdag, men forventes at vende tilbage i oktober.

Lige nu og to uger frem kan man opleve den interaktive udstilling »H.C. Ørsted på Farten«, hvor både børn og voksne kan eksperimentere med elektromagnetisme og lære mere om, hvad det var, Ørsted opdagede for 200 år siden.

2. oktober er der planlagt Open by Night, hvor der bliver modeshow.

- Det er cirka 30 butikker fra centret, som er med i showet. Modellerne går rundt i centret, så vi undgår, at folk skal sidde tæt på hinanden, siger centerchef Kim Lauritsen.

Fra 9. oktober og godt to uger frem kan herningCentret præsentere udstillingen »Insekter & Kryb«, og det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, hvad man kan opleve dér - og så alligevel.

- Det bliver i stort format. Dyrene laver lyde og bevæger sig, og der er informationsskilte, hvor man kan læse om dyrene, siger centerchefen.

Der er også planlagt underholdning i november og december, men de planer kan nå at ændre sig, og derfor vil Kim Lauritsen først melde ud om dem senere.