Ny Carlsbergfondet har skænket Carl-Henning Pedersen-værket »Jordens frugter« til museet i Herning. Foto: Pr-foto

Ny Carlsbergfondet donerer Carl-Henning Pedersen-hovedværk til museum

Fond skænker hovedværk af Carl-Henning Pedersen til kunstnerens museum

HERNING Maleriet »Jordens frugter« fra 1957 tilhører serien af »Legendebilleder« skabt af Carl-Henning Pedersen i perioden 1957-1958.

Værket er med sine 241 gange 396 centimeter betydeligt i størrelse og har desuden markant betydning for Carl-Henning Pedersens anerkendelse som kunstner. Netop med Legendebillederne opnåede Carl-Henning Pedersen sit internationale gennembrud, hvortil fulgte både Guggenheim-prisen og Unesco-prisen.

En generøs donation fra Ny Carlsbergfondet sikrer nu, at dette hovedværk bliver på dansk jord og tilmed på kunstnerens eget museum i Herning.

- Vi er på museet bekendte med fire Legendebilleder fra Carl-Henning Pedersens hånd. Denne lille og unikke serie af værker udgør et væsentligt nedslag i historien om Carl-Henning Pedersen og om dansk kunsts betydning i udlandet. Indlemmet i museets samling vil værket spille en væsentlig rolle i fortællingen om Carl-Henning Pedersens internationale karriere og appel, fortæller museumsleder Lotte Korshøj i en pressemeddelelse.

Første nyerhvervelse
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum råder over en samling på mere end 6000 værker. De er alle donerede af Carl-Henning Pedersen og dennes anden hustru, Sidsel Ramson.

Museet har ikke på noget tidspunkt indkøbt et maleri til samlingen. På trods af den store samling er det først nu med Ny Carlsbergfondets donation, at museet for første gang erhverver et værk til samlingen - et hovedværk.

Jordens frugter er et af de vigtigste værker i Carl-Henning Pedersens samlede oeuvre. Legendebillederne markerer alle et vigtigt omskift i hans liv og kunstproduktion.

Legendebillederne blev produceret i Carl-Henning Pedersen og hans første hustru, Else Alfelts, lejlighed på Esplanaden i København, som de i perioden 1954-1964 både boede og arbejdede i.

De fire store lærreder, som kendetegner serien, lagde Carl-Henning Pedersen ud på gulvet i den største af lejlighedens stuer.

Indtil 1954 havde Carl-Henning Pedersen levet under trange livsvilkår, hvilket også afspejles i de tidlige værker, der ofte er ganske små og ofte også overmalet på grund af materialemangel.

Billederne, der alle er inddelt i fire lige store sektioner, blev malet med hurtigttørrende temperafarver, hvilket skyldtes, at billederne dækkede hele gulvarealet i stuen. Som noget nyt blev de skabt ved, at Carl-Henning Pedersen gik med bare fødder på de lærreder, som han samtidig malede på.

Gigantiske dimensioner
Det var også først med Legendebillederne, at Carl-Henning Pedersen benyttede sig af store formater.

Jordens frugter foregreb hermed de gigantiske dimensioner, som karakteriserede hans senere kunst.

Carl-Henning Pedersen blev nemlig en af Danmarks mest eftertragtede og mest betydningsfulde udsmykningskunstnere i efterkrigstiden, hvilket først og fremmest afspejles i hans 200 gange 5 meter store spontan-abstrakte, keramiske komposition »Fantasiens leg om livets hjul«, der blev skabt til tekstilfabrikken Angli i Herning i 1966-68.

Fornyet relevans
Museumslederen er glad i dag.

- Både som museumsleder og som kunsthistoriker finder jeg det vigtigt, at netop dette værk bliver i Danmark - og jeg er særlig glad for, at det bliver her på museet. Museet har som opdrag at udbrede kendskabet til Carl-Henning Pedersen både nationalt og internationalt, og værket spiller en meget væsentlig rolle i denne formidling, siger Lotte Korshøj.

- Siden 2016 er museets internationale outreach blevet skærpet, hvilket har resulteret i udstillinger i USA og Spanien. Udstillingerne i 2021 har tilsvarende international karakter og Jordens frugter spiller en særlig rolle i den kommende udstilling »Henning og Heerup International«, der netop sætter fokus på Legendebillederne i relation til Carl-Henning Pedersen og Henry Heerups repræsentation af Danmark på Venedig Biennalen 1962, fortæller hun.

Udstillingen forventes at åbne i september 2021.