Team Teaterskoles mange hold går snart i gang, men du kan stadig nå at tilmelde dig, fortæller teatret i en pressemeddelelse. Foto: PR-foto

Replikker og fagter på skemaet: Teaterskole åbner ny sæson

Unge teaterspirer kan igen indtage scenen, når en ny sæson åbner på Teams Teaterskole

AKTIVITET Fagter, replikker og improvisation er atter på plakaten for lokale børn og unge, når Teams Teaterskole snart åbner dørene igen.

Eleverne tager hul på scenenkunstens lære i den kommende uge og arbejder med blandt andet kropsbevidsthed og kreativ udvikling i det halve år, som sæsonen varer. Der er allerede mange, der har meldt sig til skolen, men på de fleste hold er der endnu ledige pladser, oplyser teatret i en pressemeddelelse.

Det er professionelle skuespillere og dramapædagoger, som står i spidsen for undervisningen på skolen, der har hold for aldersgrupper mellem 6 og 18 år.

Under navnene »Team Kids«, »Team Tweens« og »Team Teens« træner eleverne en gang om ugen i enten halvanden eller to timer på hverdage. I de fleste aldersgrupper er der hold på flere forskellige dage, så eleverne kan finde plads på den dag, der passer dem bedst, lyder det i pressemeddelelsen fra teatret.

Undervisningen varer frem til jul og slutter af med en form for visning, så familien kan se, hvad der er blevet arbejdet med i løbet af teaterskolens undervisning.

Man kan tilmelde sig teaterskolen på Team Teatrets hjemmeside.