Alle maskiner vender mod legeområdet, så man kan bevare kontakten med ens børn, mens man træner. Her er Christian Haugaard selv i gang med træning, mens børnene hygger sig i legeområdet. Foto: Tom Laursen

Nyt træningscenter i Herning: Familien kan tage i fitness sammen

Mathilde Bach callesen 

Efter den store corona-nedlukning åbnede Christian Haugaard fitnesscenter i Herning, hvor der er aktiviteter for hele familien

TRæNINGSVISIT Mens mor og far kan få styrket musklerne, kan ungerne få trænet lattermusklerne i fitnesscentret Bodyfit, som Christian Haugaard slog dørene op til for en lille måned siden.

Det er nemlig et træningscenter, der har delt kvadratmeterne mellem træningsfaciliteter og et stort legeområde.

- Som vi skriver på vores skilt, så gør vi træningstid til familietid, fortæller Christian Haugaard, der sammen med sin mor Britta Bach og onkel Henning Bach Christensen står bag fitnesscentret på Silkeborgvej.

Det er da også kombinationen, som Christian Haugaard finder interessant.

- Jeg ville skabe noget godt til glæde for nogle familier, fortæller han og lader blikket glide ud over træningsmaskiner og legerum.

Centret stod allerede klar til åbning kort efter, at statsminister Mette Frederiksen valgte at lukke landet ned på grund af risikoen for corona-smitte.

- Og da vi så åbnede centret var der ferie. Så vi håber, at der kommer gang i den, engang når folk vender hjem fra ferie, fortæller Christian Haugaard og fortsætter:

- Vi har nogle få medlemmer, men vi har slet ikke så mange, som vi håbede på efter den første måned.

Hyggeligt miljø
Hverken de forholdsvis få medlemmer og den forsinkede åbning har dog ikke taget modet fra Christian Haugaard, der ligesom legeområdet lyser op, når han taler om »Bodyfit« og de muligheder, som træningscentret giver.

- Du kan tage dine børn med hen og træne, så hele familien kan tage af sted sammen, fortæller en begejstret Christian Haugaard, der er far til tre.

For at det skal fungere med et fitnesscenter for hele familien, er der tænkt over tingene og indretningen.

- Som man kan se, vender alle maskinerne ind mod legeområdet, så man hele tiden kan have kontakt med sine børn, siger han og fortæller, at de for en stund legede med tanken om et »tv-hjørne« til børnene.

- Men det valgte vi fra, fordi det ikke passede godt med konceptet, fortsætter han.

Det lyder heller ikke til, at tv-hjørnet mangler, hvis man lytter til humøret fra Christian Haugaards egne tre børn, som har brugt mange timer i legeområdet, mens familien satte træningscentret i stand.

- Det skal også være et sted, hvor man kan tage hen og hygge uden at træne. Hvis børnene nu gerne vil lege, kan man tage en kop kaffe imens, siger Christian Haugaard og slår fest, at det betyder meget for ham at skabe et godt og hyggeligt miljø.

Tror på succes
I træningscentret bliver der selvfølgelig også sørget godt for forældrene, og de andre voksne, som ønsker at træne hos »Bodyfit«, hvor medlemmerne har helt nye maskiner at boltre sig ved.

- Der er god plads, så man ikke står og gnubber skuldre med hinanden, når man træner, fortæller han.

Desuden er der forhåbentligt en instruktør på vej til fitnesscentret i den nærmeste fremtid.

- Her i august begynder vi at arbejde på at få en instruktør tilknyttet, siger Christian Haugaard, som fik idéen til det familievenlige fitnesscenter fra et Bodyfitcenter i Holstebro.

Han fortæller, at Bodyfit i Holstebro nåede at holde åbent en måned, inden corona-nedlukningen satte ind, og det nåede at give en del medlemmer.

Det er blandt andet med den succes-historie i baghovedet og de positive kommentarer fra de få medlemmer, der er blevet en del af Bodyfit i Herning, at Christian Haugaard holder håbet og humøret højt.

- Man bliver selvfølgelig en smule nervøs, men jeg har stadig troen på, at det bliver en succes, fortæller Christian Haugaard, som tør drømme stort:

- Det kunne være superfedt, hvis 400 familier kom til at træne her. Hvis vi kommer helt derop, vil jeg ikke afvise, at vi kunne finde på at åbne andre steder, siger han.