Politiet har anholdt to, der mistænkes for at være involveret i drabet på en 51-årig mand i Gullestrup. Den hovedmistænkte - 38-årige Sam Alimalayeri - er dog stadig på fri fod. Foto: Henrik Ole Jensen
Drab i Gullestrup: 48-årig kvinde anholdt i sagen – men den hovedmistænkte er stadig på fri fod
Bo LundgaardDe to anholdte i drabssagen fra Lupinens Kvarter bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør
HERNING Politi har anholdt to personer, der er sigtet for at være involveret i drabet på en 51-årig mand med bopæl i Lupinens Kvarter i Gullestrup.
Det oplyser politikommissær Henning Præstegaard fra Midt- og Vestjyllands Politi til Herning Folkeblad og understreger, at sagens hovedmistænkte - den 38-årige Sam Alimalayeri fra Herning - stadig er på fri fod og er efterlyst af politiet.
- De to anholdte bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre. Det er vores vurdering, at de har noget med sagen at gøre, siger politikommisæren, som ikke ønsker at afsløre yderligere detaljer fra drabsefterforskningen.
Midt- og Vestjyllands Politi oplyser klokken 12.00 i en pressemeddelelse, at en 48-årig kvinde er en af de anholdte, og at hun fremstilles i grundlovsforhør. Hun er sigtet for medvirken til manddrab.
De skriver yderligere, at en person er anholdt. Vedkommende forventes dog løsladt efter afhøring, da der ikke er fundet grundlag for fremstilling i grundlovsforhør.
Hvis man ser Sam Alimalayeri, skal man ikke selv tilbageholde ham, men ringe til politiet på telefon 114.
- En drabsmand er potentielt altid farlig. Manden er kendt af politiet for forskellige ting, men dog ikke tidligere for personfarlig kriminalitet, siger Henning Præstegaard om den hovedmistænkte mand, som politiet er på udkig efter.
- Vores efterforskning har givet anledning til så stor mistanke mod ham, at det er forsvarligt og nødvendigt at sende hans navn og billede ud i offentligheden, siger Henning Præstegaard, som anmoder alle, der har viden om hans opholdssted, om at kontakte politiet.
Den efterlyste er 157 centimeter høj, almindelig af bygning og med kort, mørkt hår. Han formodes at være iført sort- eller blå-stribet sommerhat, mørkeblå jakke, grønne bukser, sorte Nike-sko og har formentlig skægstubbe.
Håret stikker ud under hatten.
Læs også:
Ugens mest læste historier
Fem seneste historier
- Alternativt sankthansbål: Bad andre om at brænde sin campingvogn af
- Uheld med tre biler involveret: Bilist kørte frem for ubetinget vigepligt
- Herning går kulturamok lørdag: Få overblikket over de kulturelle oplevelser på de forskellige scener
- Uheld med to biler og en cyklist
- Politiet søger hjælp til at finde 56-årig mand