Hos det lokale Headspace-center i Herning, der holder til i Huset No7, er det Susanne Mathiesen, der er centerchef. Foto: Tom Laursen

Roskilde Festival støtter Headspace

HERNING Hvert år donerer Foreningen Roskilde Festival penge til en række aktiviteter, projekter, aktører og rammer, som gør en stor forskel for børn og unge, vækstlag og fællesskaber. I år går donationen på 75.000 kroner til Headspace Danmarks arbejde med børn og unge. Det fortæller foreningen i en pressemeddelelse.

Roskilde Festival 2020 er aflyst på grund af corona-nedlukningen af Danmark. Ikke desto mindre uddeles donationen alligevel, og det er den legendariske danske rapgruppe Malk de Koijn, der skulle have optrådt på årets festival, som på vegne af foreningen har peget på Headspace.

Headspace er et initiativ under foreningen Det Sociale Netværk, stiftet af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 2009. Headspace er det største forebyggende civilsamfundsprojekt for sårbare unge i Danmark mellem 12 og 25 år. Det er et åbent, fleksibelt og gratis tilbud, som er tilgængeligt, når de unge vil snakke, og hvor de unge mødes med nysgerrighed, respekt og omsorg, og hvor der lyttes med fordomsfrie ører. Headspace har afdelinger over hele landet - blandt andet i Herning.