- Det må gerne stikke lidt af nogle gange, fortæller butikschef Annika Bohmann og viser blandt andet den store flaske gin fra »gvine«. Foto: Henrik Ole Jensen

Specialbutik fyldt med lækkerier

Mathilde Bach callesen 

Kunderne kan både tage godterne med sig eller nyde dem hos specialbutikken Larsen, der er kommet godt fra start på sine første to måneder i Bredgade i Herning

BUTIKSVISIT Det er svært ikke at blive lækkersulten, når man besøger Larsen i Bredgade i Herning, der sælger gammeldagsisvafler, gavekurve fyldt med lækkerier og et hav af specialiteter.

- Vi har flere strenge at spille på. En stor del af Larsen-konceptet er is-delen - en rigtig sommerting. Og så er der gavekurv-konceptet, vi gør meget ud af, siger butikschef Annika Bohmann.

Det er i dag to måneder siden, at specialforretningen rullede den røde løber ud i Bredgade Vest og slog dørene op til butikken, som egentlig havde planlagt åbningen til tidligere i år.

- Vi var helt klar til at gå i luften 23. marts, og så kom coronaen. Det hele stod klar, men vi havde heldigvis ikke nået at trykke på knappen endnu, siger Annika Bohmann og fortæller, at man så valgte at hoppe med på bølgen, da Danmark så småt begyndte at åbne op igen.

Efter de havde åbnet 1. maj, måtte de dog vente endnu en måned med at åbne for en af de andre strenge, som Larsen-konceptet spiller på - nemlig caféen, der ligger nede bagerst i butikslokalerne.

- Vi vil gerne have den ene del, hvor der er butikken, og så bliver kunderne ellers kanaliseret herned i caféen. Det er en lomme for sig selv uden forstyrrelser, fortæller Annika Bohmann, som glæder sig over, at de endelig kan byde gæsterne til bords i caféen.

Sommerdrinks på terrassen
I caféen kan man slå sig ned og hygge sig med en iskaffe, et stykke lunt tærte eller en af retterne fra Larsens menukort, som Annika Bohmann slår op i, for at vise udvalget med blandt andet tærter, sandwichs, tapas, pandekager og belgiske vafler.

- Vi har også lige fået udarbejdet et sommercocktail-kort. Alle kan skænke en fadøl, så vi vil gerne gøre lidt ekstra ud af det, fortæller butikschefen.

Drinksene kan man eventuelt nyde ude foran butikken, hvis vejret og renoveringsarbejdet tillader det ...

Lige nu er der plads til, at man kan sidde fire kunder foran butikken, men på sigt bliver der plads til 16 gæster på terrassen, fortæller Annika Bohmann.

- Vi håber, at kunderne vil sætte sig og nyde en frozen Margarita eller en is på vores terrasse under vores nye markiser, siger butikschefen og fortsætter:

- Vi vil gerne være med til at skabe lidt liv hernede på en anderledes måde.

Spiritus og storytelling
Hvis man hellere vil nyde en drink på ens egen terrasse, kan man også handle ind til at mikse sine egne drinks.

I butikken er hylderne nemlig fyldt med forskelligt spiritus, som personalet hellere end gerne vejleder omkring.

- Vi har brugt god tid på at lære vores leverandører og varer at kende. Det betyder virkelig noget for kunderne, at vi har sat os ind i de forskellige ting, fortæller Annika Bohmann, som automatisk begynder at fortælle om ginen, likøren eller chokoladen, når hun tager det ned fra hylden.

- Vi kan mærke, at kunderne gerne vil have storytelling, fortsætter hun og fremhæver, at det blandt andet giver en oplevelse for øret.

Butikschefen lægger vægt på, at der skal være »lækkerier« til alle sanserne i butikken.

- Det er vigtigt, at alle sanser bliver stimuleret. Det skal være flot for øjet, og der skal være smagsindtryk, så vi har smagsprøver i kontrolleret mængder, fortæller Annika Bohmann.

- Når kunderne sidder i caféen, skal der spilles stille og hyggeligt musik. Det handler om, at kunderne skal forkæles, fortsætter hun.

Positive kunder
Kunderne har også taget vældig godt imod forkælelsen og butikken, siden butikken åbnet - og det er til trods for renoveringsarbejdet og coronaen, der stadig spøger en smule, fortæller Annika Bohmann.

- Alle forudsætninger for, at vi nok skulle vente lidt med at åbne, var der, men vi ville så gerne have sommeren med, fortæller butikschefen.

Det er heldigvis gået ganske godt med at åbne specialbutikken - og både situationen og kunderne bliver håndteret med et stort smil.

- Kunderne har været mega positive, og der er forståelse og empati for situationen. Der er ikke andet at gøre end at tage det med et smil, siger hun.

Butikschefen glæder sig dog til, at hun snart kan servere drinks fyldt med »Larsen gin« på den nye terrasse - begge ting, som er på vej hos forretningen i Bredgade.