Søby Træf plejer at være velbesøgt, og det håber arrangørerne også, at det bliver i år, selv om det kommer til at foregå under corona-betingede omstændigheder. Foto: Pr-Foto
Søby Træf med afstand
Træffet begynder med markering i Mindelunden
SøBY Årets Søby Træf på Søby Brunkulsmuseum kommer til at foregå under nogle lidt specielle omstændigheder, når det lørdag 20. juni finder sted i coronaens skygge. Det betyder fællesskab med afstand.
- Vi har undervejs overvejet, om vi i det hele taget kunne gennemføre arrangementet, siger formand Jan Svendsen.
- Med en opblødning til forsamlinger på op til 50 kan vi dog tage de nødvendige hensyn, hvor vi kan dele gæsterne op på festpladsen - og bliver vi for mange, så kan vi tilbyde de overskydende en rundvisning, eller de kan hygge sig med deres forplejning i forsamlingshuset eller ude i det fri rundt på museet. Helt sikkert skal mange opleve Voldsgaard for første gang.
Søby Træf fejrede i 2016 sit 50-årsjubilæum, men der er siden sat spørgsmålstegn ved, om det nu var rigtigt. Nogle mener, at første træf fandt sted i 1971, og så fylder sammenkomsten altså først 50 år i 2021.
I »gamle dage« bestod festen især af Søby-veteraner, som fik sig en dag med gamle minder. I de senere år har det dog ændret sig, så der er tale om en hyldest og respekt for den helt specielle historie om det hårde arbejde og det barske liv i Søby Brunkulslejer.
Søby Træffet begynder traditionen tro med, at formanden lægger blomster i Mindelunden for at hædre de 57 brunkulsarbejdere, der mistede livet under gravningen af brunkul i de tre lokale sogne. Derefter følger officiel velkomst og Søbyvisen på festpladsen, hvor husorkestret »Kun For sjov« spiller op. Kiosken har åbent for salg af lotteri, grillpølser, is, friskbagt kage og drikkevarer. Det er dog også tilladt at medbringe egen forplejning.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.