Op mod 1500 deltagere skulle have kæmpet om VM-medaljer i Herning til maj i taekwondo-disciplinen poomsae. Foto: Pr-foto

Taekwondo-VM i Herning aflyses

Thomas Damm 

Det store VM med 1500 deltagere i Kvik Hockey Arena til maj bliver ikke til noget

TAEKWONDO Det er med stor beklagelse, at arrangørerne af VM i Taekwondo-disciplinen poomsae, planlagt til afholdelse i Herning fra 21.til 24. maj, nu aflyser turneringen. Det har World Taekwondo netop meddelt i et brev til alle de nationale forbund.

- Vi har været i løbende dialog med World Taekwondo, siden det stod klart, at COVID19-situationen var alvorlig, og nu er der så truffet en beslutning om aflysning. Alle parter er helt enige i beslutningen fra World Taekwondo, for atleternes helbred er naturligvis det allervigtigste. Samtidig var der udsigt til en nærmest uoverstigelig logistisk udfordring, hvis VM skulle gennemføres på en sikker og sportslig forsvarlig vis, siger Søren Holmgård Knudsen, formand for Dansk Taekwondo Forbund, i en pressemeddelelse.

Undervejs i beslutningsprocessen er alle sten blevet vendt, men det stod i weekenden klart, at gennemførsel ikke er mulig.

Der var forventet op mod 1500 deltagere fra en lang række forskellige lande til VM, men corona-krisen har skabt stor usikkerhed og rejst mange spørgsmål hos de potentielle deltagere.

Samtidig har de mange midlertidige rejserestriktioner som en lang række lande, herunder Danmark, har indført, skabt betydelig usikkerhed om gennemførslen.

Det var planen, at det nyrenoverede Kvik Hockey Arena, der er uden is på det tidspunkt, skulle have lagt gulv til.

VM i poomsae gennemføres normalt hvert andet år. Hvorvidt det kan lade sig gøre at afvikle turneringen på et andet tidspunkt vil være op til World Taekwondo.

Det store arrangement var et samarbejde mellem World Taekwondo, Dansk Taekwondo Forbund, Sport Event Denmark og Herning Kommune.