Hele 10 gange kunne Blue Fox-spillerne juble over mål mod Aalborg. Foto: Tom Laursen

Blue Fox slutter grundspillet som toer efter kæmpesejr over Aalborg

Thomas Damm 

Det blev hele 10-1 i en - måske - ligegyldig topkamp

ISHOCKEY I skyggen af den stadig mere alvorlige corona-situation sluttede Herning Blue Fox tirsdag grundspillet af. Det skete med en kæmpesejr på 10-1 (2-0, 6-0, 2-1) over Aalborg Pirates, der dog stadig vinder grundspillet sikkert foran netop Blue Fox og med SønderjyskE på tredjepladsen.

Det var jo en topkamp, der burde have været en fest, men under disse omstændigheder var det ikke så sjovt at overvære kampen i den tomme hal.

Morten Poulsen scorede tre gange, der var to mål af Jonne Virtanen, og så blev Markus Jensen, Lasse Lassen, Thomas V. Andersen, Brodie Dupont og Jan Dalecky noteret for de øvrige pletskud.

På en dag, hvor både den tyske DEL-liga og den østrigske EBEL-liga har besluttet at suspendere resten af deres sæsoner på grund af corona-virussen, var følelsen i Kvik Hockey Arena også, at der er en stor sandsynlighed for, at resten af Metal Ligaen aflyses. Den beslutning er dog ikke truffet endnu.

Foreløbig holder klubberne fast i den beslutning, man tog i fællesskab mandag. Det betyder, at man nu vil afvente, at der igen må komme tilskuere i hallerne, og så vil man spille et slutspil, hvor de otte tilbageværende hold møder hinanden ude og hjemme. Det vil give 14 kampe til alle hold.

Som vinder af grundspillet får Aalborg fire point med over, Blue Fox får tre point, SønderjyskE tager to point med, og så er der et enkelt point til Rungsted.

Vi krydser fingre for, at vi får slutspillet i gang, men indtil vides der altså intet om, hvornår det i givet fald kan være.