To personer måtte efter containerbranden til tjek for røgforgiftning på sygehuset. Foto: Flemming Hansen

Muligvis påsat: Affaldscontainer i brand sender to personer til tjek for røgforgiftning

Martin Hove Thomsen 

Tidligt lørdag morgen blev politi og brandvæsen kaldt ud til Gl. Landevej, hvor der var ild i en container

HERNING Lørdag morgen klokken 4.20 blev både politi og brandvæsen alarmeret om, at der var ild i en container på Gl. Landevej i Herning. Det fortæller vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politis, Lars Even.

- Vi tror, den er påsat, for det var en container med pap og papir, så der har ikke været noget elektronik eller noget, der kunne antænde sig selv, siger han.

Den brændende container stod op ad en kælderdør, men flammerne bredte sig ikke til selve bygningen, der ifølge Lars Even skulle være af beton.

Til gengæld sivede røgen fra container-branden op i en stuelejlighed, hvorfra to personer efterfølgende er blevet sendt ind på sygehuset til observation for røgforgiftning.

- Der skal oprettes en sag på det, og så skal vores teknikere ud at undersøge stedet nærmere på mandag, fortæller Lars Even.