DGI Midtjyllands forårsopvisning, der normalt har flere tusinde deltagere over to dage i Herning, er blevet corona-aflyst. Foto: Tom Laursen

Følger myndighedernes anbefalinger: DGI aflyser forårsopvisning i Herning

Martin Hove Thomsen 

DGI følger myndighedernes corona-anbefalinger og aflyser stor forårsopvisning i kongrescentret

HERNING DGI Midtjyllands årlige forårsopvisning i MCH Herning Kongrescenter, der i år skulle have fundet sted i næste weekend, 14. og 15. marts, er blevet aflyst. Det meddeler DGI på organisationens hjemmeside.

»Myndighederne har meldt klart ud, at arrangementer med flere end 1.000 personer tilstede skal aflyses pga. Covid-19. I DGI følger vi naturligvis altid myndighedernes anbefalinger og retningslinjer. Derfor er følgende arrangementer aflyst i DGI Midtjylland,« står der på hjemmesiden, hvor altså forårsopvisningen i Herning er blandt de aflyste arrangementer.

Alle DGI’s idrætsarrangementer og stævner, hvor der er over 1000 tilstede, aflyses, mens mindre arrangementer vurderes løbende i tråd med myndighedernes anbefalinger.

- Vi er opmærksomme på, at de nye tiltag vil påvirke en række idrætsarrangementer i både DGI og vores foreninger, og vi er kede af de gener og besværligheder, det måtte medføre. Vi er helt enige med Statsministeren i, at vi er fælles om opgaven. Vi bakker fuldt ud op om myndighedernes anbefalinger og er i fuld gang med opgaven, lyder det på hjemmesiden fra DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.