Cameron Brace lod sig ikke begrænse af, at der ingen tilskuere var til at bakke op om Blue Fox. Foto: Tom Laursen

Sikker Blue Fox-sejr i en tom arena

Thomas Damm 

Selv uden tilskuerstøtte vandt Blue Fox 6-3 over Herlev

ISHOCKEY Det var en ganske underlig oplevelse at være til hockey i Herning fredag aften.

På grund af corona-virakken var der ingen tilskuere i Kvik Hockey Arena. En håndfuld vagter sørgede for, at ingen uvelkomne blev lukket ind. Så Folkebladets udsendte var én af omkring 20 personer, der trods alt havde fået lov at komme ind.

De kunne se Herning hurtigt sætte sig på begivenhederne.

Reid McNeill og Cameron Brace scorede de to mål i første periode. På de første tre minutter i anden periode blev føringen fordoblet til 4-0. Cameron Brace og Jonne Virtanen blev noteret for målene.

Herlev fik reduceret, inden Brodie Dupont og Markus Jensen udbyggede føringen til hele 6-1.

I sidste periode kørte Blue Fox lidt på autopilot. Samtidig blev kampen skæmmet af en lang række udvisninger, der tog rytmen ud af kampen.

I to omgange reducerede Herlev uden at der for alvor kom spænding ind i kampen.

Resultatet betyder, at Herlev slutter grundspillet som nummer syv. Det kan der ikke ændres på. Blue Fox bliver på andenpladsen og kan sikre den med ét point i den sidste kamp mod Aalborg på tirsdag. Tager Blue Fox andenpladsen, venter Herlev i kvartfinalen.

Bliver Blue Fox nummer to, skal der spilles kvartfinale mod Esbjerg.

Efter planen skal kvartfinalerne begynde næste fredag. Det er dog endnu ikke bekræftet, om det komme til at ske.