Eleverne på Herning Billedskole skal sammenlagt tegne i 1000 timer på onsdag. Denne tegning er fra sidste års forårsudstilling på skolen.

1000 timers tegning

BILLEDKUNST I 2019 deltog mere end 14.000 børn og igen i år er der lagt op til en fest af de helt store, når Billedkunstens Dag onsdag 11. marts fejres på skoler, billedskoler, kulturinstitutioner, gader og torve over hele landet.

Billedkunstens dag har bevæget sig fra at være en lille undseelig begivenhed til at være en landsdækkende fest, hvor der bliver skabt opmærksomhed om vigtigheden af billedkunst og billedkunstundervisning.

De mange aktiviteter vækker opsigt og interesse, og skoler, billedskoler, talentskoler, museer, biblioteker, kulturhuse, børnehaver samt uddannelsessteder er med til at holde dagen i bevægelse.

På Herning Billedskole har man kombineret bevægelsestemaet med tegning. Her udfordres skoleklasser og andre tegneglade børn til at tegne en time på Billedkunstens Dag. Målet er at nå 1000 timers tegning i løbet af dagen. Der er lavet mange forskellige tegneøvelser, der handler om bevægelse.

De kan findes på billedskolens hjemmeside fra 4. marts. I et samarbejde mellem Herning Billedskole og Herning Bibliotek arbejdes der med øvelserne på Billedkunstens Dag.