Aral Simsir skriger sin glæde ud efter, at han har fremskaffet et straffespark med en forrygende dribletur gennem det serbiske straffesparksfelt. Foto: Pedja Milosavljevic/Ritzau Scanpix

Klar til Ajax Amsterdam: FCM-talenter indtog Beograd

Jørn Just Kristensen 

FC Midtjyllands danske U19-mestre vandt 3-0 på udebane mod Røde Stjerne og er videre til kvartfinalen i ungdommens svar på Champions League

FODBOLD Det europæiske eventyr fortsætter for FC Midtjyllands danske U19-mestre.

FCM-talenterne leverede onsdag eftermiddag en mandfolkepræstation på en svær udebane og vandt hele 3-0 over den serbiske storklub Røde Stjerne foran godt 2200 tilskuere.

Målene blev scoret af Nicolas Madsen og anfører Oliver Sørensen. Sidstnævnte scorede to gange.

Opgøret begyndte ellers tæt og taktisk præget, og der var kun to afslutninger i den første halve time. Begge til Røde Stjerne, der før dagens kamp ikke havde tabt en eneste Youth League-kamp på egen bane trods besøg fra storklubber som Tottenham, Olympiakos og Bayern München i denne sæson.

Simsirs driblinger gav straffe
Når FCM skabte fare, var Aral Simsir involveret. Den driblestærke kantspiller struttede af initiativ og søgte adskillige udfordringer med sin fart og teknik.

Tre minutter før pausen gav en af dem gevinst. Simsir spillede bande med Oliver Sørensen og driblede sig ind gennem feltet, hvor to serbere gik til ham, før midterforsvaret Aleksandar Lukic kastede sig ned i en mistimet tackling og høvlede FCM-fløjen omkuld.

Nicolas Madsen scorede stensikkert på det efterfølgende straffespark med en hård inderside op i højre målhjørne. Keeper Andrija Katic sprang modsatte vej.

Modent midtjysk spil
Med 1-0-føringen i ryggen optrådte de unge FCM’ere rutineret, klogt og modent.

Midtjyderne gav ikke meget væk, og efter 66 minutter kom gæsterne også på 2-0. Det skete via en skarp omstilling, hvor anfører Oliver Sørensen tog et af sine mange gode dybdeløb, og Aral Simsir prikkede ham fri med en smart, lille stikning. Sørensen udplacerede keeper Katic med sin gode venstrefod.

Bare otte minutter senere blev det også 3-0. U17-spilleren Victor Lind modtog et indkast i venstre side og spillede fikst Oliver Sørensen fri i feltet, da kaptajnen kom i endnu et af sine ryk. Sørensen var et stykke ude i venstre side af feltet, men valgte at trykke af fra den håbløse vinkel. Bolden gik ind ved nærmeste opstander, hvor Andrija Katic så yderst uheldig ud i Røde Stjerne-målet.

Det var serberne aldrig i nærheden af at rejse sig fra. Røde Stjerne skabte - trods den flotte kulisse - ikke ret mange chancer. Valdemar Birksø Thorsen i FCM-målet behøvede »kun« at diske op med fem redninger over hele kampen.

Final4 er kun én sejr væk
I kvartfinalen af Europas fornemmeste talentturnering venter der nu en hjemmekamp for FCM-talenterne. De danske U19-mestre får 17.-18. marts besøg af Ajax Amsterdam i en ren knockout-kamp, hvor vinderen går videre til det prestigefyldte Final4-stævnet i schweiziske Nyon - tæt på UEFA’s hovedkvarter.

Også Dinamo Zagreb, Benfica og Red Bull Salzburg er videre til kvartfinalerne, mens hold som Bayern München, Liverpool og Atletico Madrid er røget ud i går og i dag.