FCM-jubel mod SønderjyskE. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Perlemål på arenaen: FC Midtjylland kørte SønderjyskE over

Kenneth Kristiansen 

En mindeværdig scoring af brasilianske Paulinho var højdepunktet i FCM’s knusende sikre 3-0-sejr over »Guld-Glen«’s tropper

FODBOLD Et fremragende langskudsmål af FC Midtjyllands brasilianske venstreback, Paulinho, var højdepunktet, da FCM mandag aften vandt en knusende sikker 3-0-sejr på MCH Arena over Glen Riddersholms SønderjyskE-mandskab.

18-årige Gustav Isaksen var overraskende med i FCM-cheftræner Brian Priskes startopstilling, mens rutinerede Lasse Vibe begyndte opgøret på bænken.

Gustav Isaksen viste med det samme gåpåmod og fikse detaljer, og FCM’s offensiv virkede i det hele taget veloplagt fra kampens indledning.

Der var skudforsøg fra Awer Mabil og en god aktion af Ronnie Schwartz, som fik sin første startplads i FCM-trøjen. Angriberen var tæt på efter 20 minutter, men bolden blev clearet lige foran målstregen i sidste øjeblik, lige foran Gustav Isaksen, som var fulgt med helt frem.

Føringsmålet kom dog momentet efter, da bolden blev spillet ud i højre side til fremadstormende Awer Mabil, som efter et par fikse sparkefinter kanonerede bolden i mål udefra. Det var den australske kantspillers syvende sæsonmål i Superligaen.

Paulinhos stjernestund
En flot scoring, som dog blev overgået otte minutter senere. Bolden dumpede ned hos Paulinho i venstre side midt på SønderjyskE’s banehalvdel, og den brasilianske venstreback klappede resolut til bolden med venstrefoden og sendte den helt op i modsatte målhjørne.

Paulinho kastede sig i græsset i ren ekstase over sin egen superaktion og blev med det samme overfaldet af holdkammeraterne. En kraftig kandidat til årets mål på MCH Arena - og i hele Superligaen.

Så var FC Midtjyllands offensiv i hopla, og der var nærgående skud fra Awer Mabil og Evander. Sidstnævnte satte også tingene i gang, da FCM kom på 3-0 kort før pausen. Brasilianeren sendte et frispark over i feltets højre side til Awer Mabil, der med det samme sendte bolden på tværs tæt under mål. Her stod Ronnie Schwartz klar som den klassiske »goalgetter« og ekspederede sit 14. sæsonmål i kassen - det andet for FCM siden vinterskiftet fra Silkeborg.

Anfører måtte udgå
Dermed var tingene sat på plads allerede ved halvtid på MCH Arena, og anden halvleg blev langt fra den samme festforestilling som første for de 8103 frysende tilskuere.

Et kedeligt »højdepunkt« i de sidste 45 minutter var, at FCM-anfører Erik Sviatchenko måtte forlade banen med blodet løbende fra ansigtet efter farligt spil af gæsternes Anders K. Jacobsen, der ramte Erik Sviatchenko i hovedet med sit ene ben. FCM-kaptajnen blev afløst af Rasmus Nicolaisen, og det ligner også løsningen i FCM’s næste kamp, udekampen mod Randers på søndag, for der er Erik Sviatchenko ude med karantæne.

Med 10 minutter tilbage af kampen mod SønderjyskE fik den guineanske angriber Sory Kaba comeback for FCM efter en skadespause, og han flugtede en kæmpechance forbi mål i sidste minut, mens SønderjyskE’s målmand kort efter måtte redde et flot saksesparksforsøg fra selvsamme FCM-forward. Men det blev ved de 3-0 på måltavlen.

Med sejren har FC Midtjylland genetableret det solide forspring på ni point ned til FC København på Superligaens andenplads.