Jesper Jensen bliver landstræner for de danske håndboldkvinder. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Jesper Jensen bliver landstræner frem til 2023

Jesper Jensen bliver træner for kvindelandsholdet, mens han også er klubtræner i Team Esbjerg

HåNDBOLD Jesper Jensen bliver træner for kvindelandsholdet i håndbold. Kontrakten løber til sommeren 2023.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

Jesper Jensen vil i starten bestride posten som landstræner sideløbende med sit nuværende job som cheftræner i Team Esbjerg.

Derfor er assistenttræner Lars Jørgensen blevet ansat i en fuldtidsstilling i DHF, hvor han skal varetage flere forskellige opgaver, lyder det.

- Det bliver en meget spændende konstellation, som, vi tror på, skaber endnu bedre forhold for det danske kvindelandshold. Vi får en landstræner, der hele tiden bliver udfordret fagligt gennem et klubjob, og en assistenttræner, der også skal bruge sin tid på at sikre en endnu bedre sammenhæng mellem spillere, klubber, Team Danmark og Dansk Håndbold Forbund, siger Morten Henriksen, sportschef i Dansk Håndbold Forbund, til forbundets hjemmeside.

- Jespers resultater med Team Esbjerg både nationalt og europæisk taler for sig selv. Men samtidig er han en spændende leder og et fantastisk menneske og sammen med Lars som assistenttræner, bliver det en kæmpe gevinst for landsholdet og for dansk håndbold. Lars har sat sit aftryk på rigtigt mange områder, siden han tiltrådte i Dansk Håndbold Forbund, og han er enormt vellidt for både sin faglighed og sin person. Med fastansættelsen kan han nu bruge endnu flere ressourcer i udviklingen af dansk kvindehåndbold og dialogen med spillere, klubber, Team Danmark og vores egen organisation, siger Morten Henriksen.

42-årige Jesper Jensen glæder sig selvsagt til den nye udfordring.

- Jeg er mega stolt over at blive betroet det største job i dansk kvindehåndbold, men samtidig er jeg meget ydmyg i forhold til den opgave, Lars og jeg står overfor. Fundamentet er stærkt med base i en rigtig god træningskultur, som vi skal bygge ovenpå. Jeg er sikker på, at hårdt arbejde over tid også kaster gode resultater af sig, og vores mål er stadig at udfordre de bedste hold i verden om medaljerne, siger Jesper Jensen til DHF’s hjemmeside. /ritzau/